Prins George’s gudfar donerer formue til coronakampen

Først bød han ind med godt 21 millioner kroner. Nu spæder han så til med yderligere 85 millioner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det vil være en tilsnigelse at kalde hertugen af Westminster, eller Hugh Grosvenor, der er hans borgerlige navn, for en fedterøv.

Artiklen fortsætter under videoen

I marts måned donerede han det, der svarer til godt 21 millioner kroner til kampen mod coronakrisen. Nu har han så spædet til med yderligere 85 millioner. Det skriver Mirror.

Den første donation gik hovedsageligt til velgørenhedsorganisationer, der står for vigtig fødevaredistribution til sårbare familier. Denne gang er det så først og fremmest NHS Charities Together, der støtter det nationale sundhedsvæsen, som bliver begunstiget.

Selv forklarer han donationerne med, at han føler sig ydmyg over sundheds-medarbejdernes utrættelige arbejde for at sikre landet.

“Vi er alle ydmyge og utroligt taknemmelige for, at de utrætteligt knokler for vores sikkerhed og for at holde landet i gang”, siger han.

Selv om der unægteligt er tale om store summer, så kommer hertugen, der i øvrigt er gudfar til prins William og hertuginde Kates ældste barn, prins George, næppe til at lide nød.

Han er 29 år og har arvet sin titel, familie-ejendomme og en formue på 8,3 milliarder engelske pund efter sin far, Gerald Cavendish Grosvenor, den sjette hertug af Westminster, i 2016.

I dag skulle han være god for godt og vel 10 milliarder pund. Det svarer til i omegnen af 85,5 milliarder kroner.

Han driver ejendomsgiganten Grosvenor Estate og siges at eje ‘det halve af London’.

Powered by Labrador CMS