Prins Felix klar til stor fest
Den 1. april bliver der fest i Kongehuset. Prins Felix skal nemlig konfirmeres.
14-årige Prins Felix konfirmeres den 1. april. Det fremgår af Kongehusets kalender.
Det sker i Fredensborg Slotskirke.
Dermed er der lagt op til en stor familiefest i Kongehuset.
Tidligere end ventet
Konfirmationen falder en smule tidligere, end mange havde ventet. Således bliver de fleste af Felix’ nære venner fra skolen først konfirmeret sidst i april og først i maj, skriver Billed-Bladet.
I følge ugebladet får prins Felix følgeskab af sine forældre, prins Joachim og grevinde Alexandra, samt sin 17-årige bror – prins Nikolai. Også prinsesse Marie samt den kommende konfirmands to yngste søskende prins Henrik og prinsesse Athena ventes at være med, skriver Billed-Bladet.
Prins Felix kan dermed se frem til at blive fejret med en tur i kirken og bagefter en stor fest.
Felix bliver traditionen tro den eneste konfirmand ved højtideligheden i Fredensborg den 1. april, skriver ugebladet.
Prins Felix’ storebror, prins Nikolai, blev i øvrigt konfirmeret den 18. maj 2013.