Prins Charles viklet ind i skandale
Overraskende nyt om kostbar kunstsamling og -udstilling i prinsens regi.
Det ser rigtig skidt ud.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Prins Charles er – nogenlunde ufrivilligt – blevet viklet ind i en skandalesag om forfalskning af kunst. Det skriver britiske Daily Mail på sin hjemmeside. Kronprinsen til den britiske trone har via en af sine velgørenhedsorganisationer fremvist malerier, der nu sås tvivl om ægtheden af.
– Det er yderst beklageligt, at ægtheden af disse malerier, som ikke længere vises her, er under mistanke, lyder det fra en talsmand for organisationen.
Malerierne – blandt andre af Monet, Picasso og Dalí – har været udstillet i Dumfries House, hvor The Prince’s Foundation hører hjemme.
Hvor kommer de fra?
Nærliggende er det selvfølgelig at se på, hvor malerierne kommer fra, og hvorfor de pludselig anklages for at være forfalskninger. Det har Daily Mail undersøgt.
Ifølge avisen har prinsens organisation lånt 17 malerier af den private samler James Stunt, forretningsmand – nu konkurs – og tidligere gift med Formel 1-arving Petra Ecclestone.
Det er uvist, om det passer, men ifølge amerikaneren Tony Tetro har han altså solgt flere malerier til Stunt. Malerierne har han selv lavet, fortalte han til avisen søndag.
Tetro er tidligere idømt fængsel for at forfalske kunstværker.
Fjernet
Efter oplysningen kom frem søndag har Dumfries House reageret hurtigt, så alle malerierne er nu blevet pillet ned og afleveret tilbage til James Stunt.
Der er en del usikkerhed forbundet med hele miseren, for Tetro påpeger, at ingen ekspert nogensinde ville tro på, at de pågældende malerier er falske.
James Stunt, ejeren, siger dog til Daily Mail: “None of my stuff is fake” – “ingen af mine ting er falske”.
Alligevel har Dumfries House og The Prince’s Foundation altså returneret værkerne.