Prins Charles deler fantastisk fødselsdagshilsen til sin mor

Dronning Elizabeth modtog en helt særlig gratulation fra sin ældste søn på sin 94-års fødselsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

April kunne have været en måned med masser af festligheder for den britiske kongefamilie. Prins Charles og hertuginden af  Cornwall havde 15 års bryllupsdag den 9. april, dronning Elizabeth fyldte 94 år den 21. april og den 23. april fylder hendes oldebarn, prins Louis, to år.

Artiklen fortsætter under videoen

Alt sammen noget, der under normale omstændigheder ville være blevet markeret i noget større målestok, end det på grund af coronakrisen er tilfældet i år. Her må hver enkelt af de kongelige familier nøjes med at at feste for sig selv og møde hinanden via videoopkald og de sociale medier.

Det benyttede blandt andet prins Charles sig af på dronningens fødselsdag. Han delte en lykønskning til sin mor på sin og hertuginde Camillas officielle Instagram-profil.

“Ønsker hendes majestæt dronningen en glædelig glad 94-års fødselsdag,” står der i opslaget, der er ledsaget af en skøn billedserie af prinsen og dronningen sammen.

Et af disse viser Charles som ganske lille sammen med sin mor.

Dronningen og prins Philip er på grund af coronakrisen i øjeblikket isoleret på Windsor Castle og de måtte nøjes med hinandens selskab på majestætens fødselsdag.

Normalt fejrer dronningen sin fødselsdag af to omgange. På selve dagen sammen med sine nærmeste og senere med den officielle og stort anlagte Trooping the Colour ceremoni i juni måned, hvor hele nationen er med på sidelinjen.

I år var den officielle fejring planlagt til den 13. juni, men også den er annulleret.

Powered by Labrador CMS