Poul friserer dronningens hår

Poul Nejlund er dronningens faste frisør og driver frisørsalonen Jean Leonard på 61. år. Lørdag den 23. juli fylder han 80 år

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er kun én frisør, der kan skrive "Frisør for Hendes Majestæt Dronningen" på visitkortet.

Og det er Poul Nejlund, der fylder 80 år lørdag den 23. juli.

Det har ikke altid ligget i kortene, at arbejdslivet skulle fyldes ud med saks og hårnåle.

Han er nemlig oprindeligt uddannet balletdanser på balletmester Birger Bartholins skole i København.

Men så kom Poul Nejlunds tidligere kompagnon Ole Jepsen ind i hans liv og fik ham til at skifte karriere.

- Han sagde, "når du er 18 år og ikke er blevet en stjerne, så bliver du det ikke. Du kan måske blive en stjernefrisør", fortæller Poul Nejlund.

Det mærkat ved han dog ikke, om han vil sætte på sig selv.

Poul Nejlund har i 41 år været fast frisør for dronning Margrethe. Lørdag den 23. juli fylder han 80 år. (Arkivfoto).
Poul Nejlund har i 41 år været fast frisør for dronning Margrethe. Lørdag den 23. juli fylder han 80 år. (Arkivfoto).

Stadig fast hos dronningen

Men sikkert er det, at Poul Nejlunds frisørkarriere ligner de færreste. 

I 41 år har han været dronningens faste frisør - og det er han stadig i en alder af 80.

I 1961 åbnede han og Ole Jepsen salonen Jean Leonard, der i dag ligger i Købmagergade i København. 20 år senere kom den dag, der skulle ændre hans arbejdsliv for bestandigt.

- Der var bestilt tid til en af hofdamerne. Men så ringede de halvanden time før og sagde, at det altså var dronningen, der kom, siger han.

Så skulle det gå stærkt. Salonen blev hurtigt dekoreret med blomster og ægte tæpper, og Nejlund trak i sit stiveste frisørpuds.

Selv om han var nervøs for, om han nu huskede at tiltale dronningen korrekt, gik besøget tilsyneladende godt.

Allerede to dage efter blev han nemlig bedt om at frisere dronning Margrethe igen - denne gang på Fredensborg Slot.

Med til det hele

Og lige siden har han været med på alt, hvad der hedder statsbesøg og deltaget i utallige rejser.

- Det er selvfølgelig noget, der vender helt op og ned på ens tilværelse. Jeg var jo ikke vant til at rejse i tide og utide. Men det var spændende.

- Alle de steder, jeg har været, har været oplevelser uden lige, fortæller han.

Udover at frisere dronningen driver Poul Nejlund i dag fortsat frisørsalonen i Købmagergade, hvor han er at finde omkring to dage om ugen.

For sit arbejde er han blevet tildelt ridderkorset af Dannebrogsordenen.

Når de 80 år skal fejres, bliver det med brunch for venner og familie på Charlottenlund Fort.

Privat danner Poul Nejlund par med Arne Hother, der er tidligere modedesigner indenfor herretøj.

Powered by Labrador CMS