Populær Tinka-stjerne laver skattejagt for børn under karantænen

Selv om Esben Dalgaards påske er anderledes, end den plejer, så skal børn og voksne ikke snydes for sjov.

Selv om en stort anlagt påskefrokost hjemme hos skuespiller Esben Dalgaard ikke bliver til noget i år, så har han masser af planer.Klik videre for flere billeder. Foto: Christian Liliendahl/Scanpix
Selv om en stort anlagt påskefrokost hjemme hos skuespiller Esben Dalgaard ikke bliver til noget i år, så har han masser af planer.Klik videre for flere billeder. Foto: Christian Liliendahl/Scanpix
Udgivet Opdateret

Selv om myndighedernes anvisninger betyder, at den stort anlagte påskefrokost hjemme hos skuespiller Esben Dalgaard ikke bliver til noget i år, så har han masser af planer.

Artiklen fortsætter under videoen

Der skal laves bål i haven, spilles spil – og så skal der afholdes en noget utraditionel skattejagt for alle børn og voksne landet over.

Hvad skal du lave i påsken – og hvem skal du være sammen med?

– Normalt har vi en større komsammen hjemme hos os til påske med masser af venner med børn og en stor påskejagt i haven. Det bliver jo ikke aktuelt i år, så vi er bare hjemme os fire. Der bliver dog lavet en jagt i haven for ungerne alligevel, bare kun for to.

Griller skumfiduser

Hvad skal du lave udendørs?

– Vi er heldige at have en stor have, og det er vidunderligt. Ikke mindst i disse hjemme-hver-for-sig tider. Vi kan altid komme ud og få luft. Det er en kæmpe gave.

– Vi skal faktisk lave bål i bålfadet og grille skumfiduser. Skattejagten herhjemme er også altid i haven.

Hvad skal du lave indendørs?

– Vi skal have en større påskefrokost herhjemme. Den står på sild og æg, som den plejer. Vi prøver at få en skype-forbindelse med de gamle, altså farmor og farfar samt mormor og morfar, så vi på en måde alligevel bliver nogle stykker rundt om bordet.

– Derudover spiller vi. Alle mulige spil. Matador, Afrikas Stjerne. Men underligt nok er Uno meget hot i øjeblikket. Er du skør, vi får spillet mange spil Uno!

Stoppet med eventyr

Har du kastet dig over nogle nye projekter, mens du har været derhjemme – og i så fald hvilke?

– Jeg har jo læst en del eventyr højt her under corona-tiden live sammen med min datter. Det er vi stoppet med, men de ligger tilgængeligt på Facebook. Jeg stoppede, fordi jeg har kastet mig over et andet projekt, der har taget lidt tid.

– Jeg har på grund af situationen forsøgt at lave en hyggelig påskeskattejagt for alle ungerne derude via Instagram. En skattejagt, som alle kan være med til, og som kun kræver, at man åbner sin Instagram, og at de voksne laver en skat, “hvis” ungerne finder den 2. påskedag. Jagten er i fire dele, og der bliver åbnet en post på de fire helligdage i påsken: skærtorsdag, langfredag, påskesøndag samt 2. påskedag.

– Jeg har allieret mig med mine gode venner fra Tinkas univers, og jeg håber, mange vil nyde det. Det er selvfølgelig gratis, og alle kan som sagt deltage. Måske skal man hjælpes lidt ad, men det er jo også en pointe, for vi kommer længst sådan.

Skal se venner og familie

Hvad gør du generelt for at holde humøret oppe?

– Jeg spiser slik. Ej, det skal man jo ikke, men jeg synes da, der ryger lidt ekstra indenbords de her dage. Samtidig forsøger jeg at korrigere lidt med motion ved at løbe og spinne på min hjemmecykel.

Hvad er det første, du vil gøre, når verden ser normal ud igen?

– Åh, jeg skal se min familie og venner. Det glæder jeg mig til. De ældste i familien glæder jeg mig til at se.

– Og så skal jeg forhåbentligt på arbejde. Jeg er jo sådan én, der elsker at arbejde. Så jeg håber jo, at vi har en kulturel branche at komme tilbage til.

Esben Dalgaard er aktuel i anden sæson af Viaplay-serien “Hånd i hånd”.

Han medvirker også i spillefilmen “Vores mand i Amerika”, som efter planen udkommer til juni.

Powered by Labrador CMS