Populær skærmtrold forlader DR: Her er hendes nye job
Anja Fonseca har fået nyt job. Det kommer dog stadig til at dreje sig om vejret.
Du kender hende sikkert fra dit TV, Anja Fonseca. Her har hun siden 2006 været med til at formidle landets og verdens vejr til danskerne.
Nu skal den 41-årige TV-darling starte i en helt nu stilling.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, i en pressemeddelelse.
– Jeg glæder mig til at samarbejde med alle DMIs dygtige meteorologer, forskere og andre medarbejdere om at formidle viden om vejr og klima. DMI er en faglig højborg med ekspertise både inden for vejrtjenester og vejr og klimaforskning, og jeg er stolt over at blive en del af holdet, siger Anja Fonseca om sit jobskifte.
Glæde hos DMI
Hos DMI er der glæde og spore over sit nye medlem af holdet:
– Vi glæder os over at kunne byde Anja Fonseca velkommen som DMI’s nye pressechef. Anja Fonseca kommer med stor erfaring i at producere egne vejrnyheder hos DR, og hun ved derfor, hvordan vejr og klimahistorier passer ind i mediebilledet, og hvad der interesserer borgerne, siger Tania Engbo Dyck-Madsen, afdelingschef for kommunikation og samarbejde hos DMI, blandt andet i pressemeddelelsen.
Fra forbruger til formidler
Om sit jobskifte siger Anja Fonseca videre:
– I 12 år har jeg arbejdet med formidling af vejrudsigter samt nyheder om vejr og klima på DR. Jeg har derfor været storforbruger af DMI’s vejr og klimatjenester. Nu glæder jeg mig til at komme inden for huset og endnu tættere på forskermiljøet.
Anja Fonseca er uddannet Cand.scient i geologi ved Københavns Universitet.
Anja Fonseca tiltræder stilingen som pressechef ved DMI den 1. december.