Popstjerne sigtet for at have købt sex af en mindreårig

Den 52-årige sanger R. Kelly er anklaget for at have betalt en 17-årig pige 200 dollar for seksuel kontakt.

Den amerikanske sanger R. Kelly er blandt andet sigtet for at have betalt en 17-årig pige for sex i 2001. Foto: Scanpix/REUTERS/Kamil Krzaczynski/File Photo
Den amerikanske sanger R. Kelly er blandt andet sigtet for at have betalt en 17-årig pige for sex i 2001. Foto: Scanpix/REUTERS/Kamil Krzaczynski/File Photo
Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske sanger R. Kelly er sigtet for at have betalt en 17-årig pige for sex i 2001.

Den 52-årige sanger, der blandt andet står bag nummeret “I Believe I can Fly”, er anklaget for at have betalt den 17-årige pige 200 dollar, svarende til 1330 kroner, for at tage sit tøj af og danse foran ham på et hotelværelse i Minnesota.

Herefter skulle der have været seksuel kontakt mellem de to, men ikke decideret samleje.

Det oplyser advokat i amtet Hennepin i USA Mike Freeman ifølge nyhedsbureauet Reuters.

R. Kelly skulle have mødt pigen under en koncert, hvor hun havde bedt om hans autograf, skriver nyhedsbureauet AP.

R. Kellys advokat, Steve Greenberg, svarer på anklagen på Twitter:

– Hold nu op! Dette er mere end absurd, skriver han uden at uddybe nærmere.

Fængslet i New York

Sangeren med det borgerlige navn Robert Sylvester Kelly sidder lige nu fængslet i New York, hvor han er anklaget i en anden sag, der handler om ulovlig menneskehandel med henblik på prostitution.

I sagen er R. Kelly anklaget for at have betalt unge kvinder og mindreårige piger for at have sex med ham, sendt dem i isolation og ofte besluttet, hvad de måtte spise, og hvornår de måtte gå på toilet.

Derudover er han sigtet for at have haft seksuel kontakt med fem mindreårige og optaget videoer med seksuelt indhold af nogle af dem. I den forbindelse skulle han have betalt dem for deres tavshed.

Nægter sig skyldig

I februar blev sangeren sigtet for ti tilfælde af grove seksuelle overgreb på mindreårige i årene 1998 til 2010. Tre af dem skulle være piger under 17 år.

R. Kelly har nægtet sig skyldig.

Sangeren blev i 2008 frikendt ved en retssag, hvor han var anklaget for at have sex med en 13-årig pige. Anklagere viste blandt andet en 27 minutter lang video, der angiveligt viste de to have sex.

Retten vurderede dengang, at videoen ikke var bevis nok, selv om kvaliteten skal have været god. Flere vidner bekræftede også, at det var R. Kelly og den 13-årige pige, der optrådte på videoen.

R. Kelly er en af de bedst sælgende kunstnere nogensinde.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS