Popstjerne anholdt: Mistænkt for voldtægt
Fransk politi oplyser tirsdag, at musikeren Chris Brown er anholdt.
Den amerikanske hiphopper Chris Brown er blevet anholdt i Paris. Det oplyser fransk politi til nyhedsbureauerne Reuters og AP tirsdag.
Anholdelsen sker, fordi fransk politi mistænker Chris Brown for en voldtægt.
Dermed er der tilsyneladende føjet endnu et kapitel til musikerens historie om problemer med ordensmagten.
Chris Brown har siden midten af 2000’erne været kendt for sine udgivelser og numre som “Run It”, “With You”, “Kiss Kiss” og “Forever”.
Hans navn er gennem flere år nu også blevet forbundet med en række sager om vold. Selv om det kom frem, at han i 2009 havde slået sin daværende kæreste, stjernesangerinden Rihanna, undgik han fængsel.
Han fik en betinget dom og 180 timers samfundstjeneste.
Siden er han blevet anklaget for at slå sin manager og true en kvinde med en pistol.
Politiet i Paris oplyser til AP, at den nye sag involverer Chris Brown og to andre, der også er tilbageholdt.
En kvinde har anmeldt en voldtægt i Paris’ 17. arrondissement. To politikilder oplyser, at det er i den forbindelse, at Chris Brown og de to andre er anholdt mandag.