Politisk veteran i Folketinget takker af

I 20 år har hun siddet i Folketinget for Socialdemokratiet. 70-årige Klint genopstiller ikke.

Karen Klint genopstiller ikke ved næste folketingsvalg. Hun har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 1998. Foto: Scanpix/Rune Evensen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Siden 1998 har Karen Klint siddet i Folketinget for Socialdemokratiet.

Men tiden på Christiansborg lakker mod enden for 70-årige Klint.

Genopstiller ikke

Partiets kirkeordfører genopstiller nemlig ikke ved næste folketingsvalg, som senest finder sted i juni 2019.

– Jeg agter at passe på mandatet til sidste arbejdsdag. Der er nogle opgaver, jeg helst skal have fulgt godt i hus, og et par nye, der skal søsættes, siger hun i en pressemeddelelse ifølge Altinget.

Klint vil give sin kreds i Vejle de bedste muligheder for at finde en afløser forud for Vejle Sydkredsens generalforsamling i midten af april.

Flere siger farvel til politik

Foruden Klint skal Socialdemokratiet med sikkerhed også sige farvel til Mogens Lykketoft, Kirsten Brosbøl og Maja Panduro i forbindelse med næste valg.

I det daglige er Klint ikke så synlig i medierne. Men i 2016 dukkede hendes navn lidt mere frem i medierne.

Socialdemokratiets politik om at sige nej til kvoteflygtninge skabte intern debat og splittelse i partiet.

Klint var enig med dem i partiet, der udtalte kritik af, at Danmark som rigt land besluttede ikke at modtage kvoteflygtninge.

At hun er havnet i politik, er ikke en stor overraskelse. Klint er nemlig født i en stærkt politisk orienteret familie.

Hendes far, Christian Regnar Jensen, var formand for De Radikale på Nordfyn i mange år.

Som sin største politiske bedrift har Klint selv nævnt at få overbevist sine politiske kolleger om, at Danmark skulle have en national handlingsplan for psykiatrien.

Det arbejde begyndte hun for alvor med i midten af 00’erne. Handlingsplanen kom i regeringsgrundlaget i 2011, da Helle Thorning-Schmidt (S) blev statsminister.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS