Politiet advarer prins efter køretur
Dronning Elizabeths 97-årige mand er to dage efter biluheld tilbage bag rattet - uden sikkerhedssele.
Britisk politi advarer prins Philip mod at køre uden sikkerhedssele. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Dronning Elizabeths 97-årige mand er tilbage bag rattet, blot to dage efter at han var involveret i et færdselsuheld, hvor hans bil væltede om på siden.
Men billeder, der søndag er bragt i flere britiske medier, viser, at han er tilbage i trafikken uden sikkerhedssele.
Har fået advarsel
Politiet er bekendt med billederne og oplyser ifølge AFP, at “passende råd er blevet givet til chaufføren”.
– Det (advarslen, red.) er i tråd med vores normale svar, når vi bliver gjort opmærksom på billeder, der viser denne type lovovertrædelser, siger en talskvinde fra politiet.
Prins Philip var allerede fredag ved at komme sig efter færdselsuheldet, hvor hans bil stødte sammen med et andet køretøj.
Prinsen slap uskadt fra uheldet, men var rystet efter episoden.
Ni måneder gammel baby
I det andet køretøj var to kvinder og en ni måneder gammel baby. Den ene kvinde slap med rifter på knæet, mens den anden brækkede sit håndled. Babyen kom ikke noget til.
– Uheldet vil blive undersøgt, som det er standardprocedure, lød det torsdag fra politiet i Norfolk i en erklæring.
Sagen har fået meget spalteplads i britiske medier.
– Der er kun én person, som kan fortælle prins Philip, at han skal stoppe med at køre bil … men tør dronningen det?, lyder det blandt andet i The Daily Mail.
Sagen har også ført til en ophedet debat i Storbritannien om, hvorvidt og hvornår ældre mennesker bør fratages kørekortet.
Philip trak sig tilbage fra offentligheden i 2017, men han er fra tid til anden ved dronningens side ved officielle begivenheder.
Den tidligere flådeofficer siges at være ved godt helbred, og journalister, der dækker kongehuset, siger, at det ville være et stort tab for ham, hvis han skulle miste sit kørekort.
Prinsen sad bag rattet, da Barack Obama og hans kone Michelle i 2016 besøgte Windsor Castle under deres statsbesøg i Storbritannien.