Pludseligt død: Sådan bliver bisættelsen

Den folkekære entertainer og dj bisættes i København lørdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Venner, familie, kolleger og bekendte får i denne uge mulighed for at sige et sidste farvel til Morten Lindberg, som var bedst kendt som Master Fatman.

Den folkekære entertainer og dj bisættes nemlig lørdag den 13. april klokken 14 i Helligaandskirken i København, oplyser chefredaktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, i en pressemeddelelse på vegne af familien.

Chefredaktøren opfordrer til at ære Morten Lindbergs minde ved ikke nødvendigvis at iklæde sig sort tøj i kirken.

– Bisættelsen er for familie, venner og kolleger, og man er velkommen til – i Mortens ånd – at møde op i farver, lyder det i pressemeddelelsen.

Master Fatman døde pludseligt den 26. marts. Han blev 53 år gammel. Det var også hans arbejdsgiver Radio24Syv, der oplyste, at multikunstneren var død.

Det sidste job

I maj skulle Master Fatman sammen med Marie Holm efter planen have været vært ved Blixenprisen, der hylder det bedste inden for dansk litteratur, men nu er tv-værten Ane Cortzen trådt til med en hjælpende hånd.

Hun har sagt ja til at overtage værtskabet ved prisuddelingen.

– Det er med både glæde og tristesse, at jeg påtager mig værtskabet for Blixenprisen 2019 i stedet for Master Fatman og Marie Holm. Morten Lindberg (red. Master Fatman) vil være savnet i mange år frem, og han vil også glimre ved sit fravær denne aften. Alligevel har jeg valgt at træde til, da netop god litteratur består sammen med Mortens budskab om kærlighed og overskud – og dette skal fejres i hans ånd, siger Ane Cortzen i en pressemeddelelse og fortsætter:

– For mig er litteraturen livets gåsedunsdyne – helt afgørende og uundværlig. Den gør os til reflekterede individer. Den skal støttes, hyldes og fremhæves så meget som muligt, siger hun.

Det er femte år i træk, Blixenprisen uddeles. Det sker den 24. maj i Folketeatret i København.

Blixenprisen bliver uddelt af Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere i samarbejde med store dele af den danske bogbranche.

Powered by Labrador CMS