Pludselig stod sangstjerne i Gittes have
Gitte fik besøg af Nicklas Sahl, der gav koncert - på terrassen.
Da verden lukkede ned, gik det også udover al kunst og underholdning.
Blandt dem festivalerne – og ikke mindst ‘Grøn’. Eller Grøn Koncert, som det engang så klædeligt hed.
Artiklen fortsætter under videoen
Men, som posten, så skal musikken ud. Derfor blev ‘Grønnere Grøn’ søsat.
Grønnere Grøn gik lørdag over både plæner, højttalere, skærme og radiobølger.
Her blev mere end 100 koncerter afholdt hos heldige danskere, der forinden havde ansøgt om at få lov til at lægge græs til.
De udvalgte kunne så invitere venner, bekendte, naboer og kolleger til koncert.
Grønnere Grøn, Gitte
En af de, der nu – nærmest – kan tilføje koncertarrangør på visitkortet, er Gitte Kjær fra Allerød.
Som godt 100 andre havde Gitte forinden ansøgt om at få lov at lave privaten om til en minifestival.
(Du kan se billeder fra dagen i galleriet over artiklen).
Hun vandt – og Nicklas Sahl og duoen Cosmic Twins skulle stå på plakaten. Og terrassen hos Gitte og kæresten Søren.
Og det er en glad, men træt, Gitte, der gør status over lørdagen.
– Det har været det hele værd, siger hun til Kendte.dk.
Arrangementet var endda tæt på at falde til jorden.
Da Gitte fik opringningen om, hun var den heldige vinder, affejede hun stemmen med et ‘”Jeg har ikke tid”.
– Jeg troede, det var en sælger, griner hun.
Personen i røret fik hende dog overbevist om, hun lige skulle lytte lidt – så han kunne fortælle, hun havde vundet en af koncerterne.
I gang fra morgenstunden
Dagen startede tidligt i Allerød med oppyntning og klargøring til koncerterne – og de cirka 80 inviterede gæster.
– Der var rigtig koncertstemning. De kom med tæpper og havestole, siger Gitte, der forinden havde været et smut over grænsen for – som sig hør og bør til en fest – at købe lidt drikkevarer.
Dagens højdepunkt
Gitte er en af de, der vandt en ‘stor’ kunstner, nemlig sangeren og sangskriveren Nicklas Sahl.
Udover en koncert, der gik i hjerterne, er han også som person gået samme sted hen.
– Han var så sød. Selv om vi havde lavet et backstage-område til ham, så gik han rundt blandt os og snakkede, fik taget billeder og skrev autografer, siger Gitte, der arbejder som børnehaveklasselærer.
Festen sluttede sent – efter der var indtaget føde hos den pølsevogn, der var hyret ind til lejligheden.
Og Gitte er ikke i tvivl:
– Det her vil jeg ikke have været foruden. Det er en oplevelse, man ikke får igen.