Bilist påkørte knallert: Sigtes for uagtsomt manddrab

Udgivet Opdateret

Det var muligvis med vilje, at en bilist lørdag kort før midnat påkørte en knallert på Nørrebro, hvorefter den ene af de to 16-årige drenge på køretøjet døde. Det skriver BT.

Og Ekstra Bladet skriver, at rygterne i kvarteret angiveligt lød, at de to drenge skulle have stjålet bilistens søns knallert, og at der derfor var »lynchstemning« i kvarteret omkring Heimdalsgade.

Vagtchef ved Københavns Politi Lars Westerveel bekræfter, at knallerten var stjålet, men har derudover ikke det store at sige.

»Så længe vi ikke er færdige med de tekniske undersøgelser, så vil det kun være gætterier fra min side. Det kan ingen bruge til noget,« siger Lars Westerveel og fortsætter:

»Vi er i fuld gang med at undersøge, hvad der er sket. Både med vidneafhøringer og tekniske undersøgelser. Det er en alvorlig færdselsulykke, som har fyldt det meste af natten hos os,« siger vagtchef Lars Westerweel ved Københavns Politi til BT.

Politiet har anholdt bilisten, og ifølge Ekstra Bladet vil han blive sigtet for uagtsomt manddrab under grundlovsforhøret søndag klokken 13.

»Det er politiets umiddelbare vurdering, at der er tale om en forsætlig påkørsel, og det er vores umiddelbare vurdering, at han vil blive sigtet for uagtsomt manddrab,« siger anklager Charlotte Møgelhøj til Ekstra Bladet.

Politiet regner med, at der vil gå nogle dage, før resultaterne af afhøringer og tekniske rapporter ligger klar.

Den omkomnes pårørende er blevet underrettet, og det samme gælder pårørende til den anden 16-årige. Han sad bag på knallerten og er også kommet til skade, men umiddelbart ikke alvorligt.

Politiet har testet bilisten, som påkørte knallerten, men intet tyder på, at han var påvirket af hverken alkohol eller narkotika.

Powered by Labrador CMS