Plantede forglem-mig-ej på Dianas dødsdag

Harry og Meghan gav en hånd med i haven og mindede prinsesse Diana på skole i Los Angeles.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om prins Harry, hertuginde Meghan og deres søn Archie har slået sig ned i Santa Barbara, Californien, afholder dem ikke fra fortsat at holde mindet om prinsens mor, prinsesse Diana, i live.

Artiklen fortsætter under videoen

Det skete senest under et besøg på skolen ‘Preschool Learning Center’ i Los Angeles den 31. august, 23-årsdagen for prinsesse Dianas tragiske død i en trafikulykke i Paris. Her gav de eleverne en hånd med, da der stod havearbejde på skemaet. Se et Instagram-opslag vedrørende begivenheden længere ned i artiklen.

Ifølge Harpers Bazaar bidrog det royale par med at plante både grøntsager og blomster i haven. Blandt andet tomater, squash, søde ærter samt både petunier og forskellige sorter af vilde californiske blomstersorter.

Men de benyttede også lejligheden og den særlige dag til at levere en helt særlig gestus rettet mod Harrys mor. Blandt de blomster de plantede, var nemlig nogle af sorten ‘forglem-mig-ej’, der var Dianas favoritblomst.

De fandt også tid til både at læse for og lege med eleverne, der alle er børn fra dårligt stillede familier i Los Angeles området.

‘Preschool Learning Center’ er en del af ‘Assistance League of Los Angeles’, der er en organisation, som arbejder for at forbedre forholdene og livet for dårligt stillede børn.

“Børnene på skolen fik en vidunderlig overraskelse, da hertugen og hertuginden af Sussex kom på besøg i går,” skriver organisationen i det førnævnte Instagram-opslag, som også indeholder et herligt foto af de kongelige med jord under neglene.

Det fremgår også af opslaget, at ‘Assistance League of Los Angeles’ nu i mere end 100 år har arbejdet for at give børn fra lavtløns-familier mulighed for tidlig uddannelsesstart. Desuden, at skolen har 40 elever.

Powered by Labrador CMS