Passioneret fodboldfan og chef hos Bagmandspolitiet
Jens-Christian Bülow blev jurist som purung og er i dag chef hos Bagmandspolitiet. 29. april fylder den rutinerede embedsmand - og passionerede fodboldfan - 50
Når man allerede i starten af sine 20'ere bliver færdiguddannet medlem af den danske juriststand, er der grobund for at opbygge et omfattende cv.
Sådan et er Jens-Christian Bülow indehaver af, for han kunne som blot 23-årig sige farvel til lærebøgerne på Københavns Universitet.
I dag er han chef for Bagmandspolitiet og har været det i knap et år. Eller som den officielle titel lyder: statsadvokat hos Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet, forkortet SSK.
Passion for fodbold
Og når tiden ikke går med arbejde, ynder han at bruge den på sin store passion: fodbold, nærmere bestemt FC København. Han er således en fast bestanddel af tribunen i Parken.
Jens-Christian Bülow fylder 50 år den 29. april.
Det var et job som piccolo på et advokatkontor kombineret med en far, der var byretsdommer, som tændte jurainteressen.
Faren levede da egentlig et meget godt liv, tænkte unge Jens-Christian Bülow, som efter endt uddannelse fik ansættelse i Justitsministeriet, hvor han startede som fuldmægtig og konsulent og med årene avancerede til afdelingschef.
Nødløgn fik konsekvenser
Et bump på vejen i karrieren kom i 2012, mens han besad netop den stilling.
Sagen om nødløgnen, der endte med at koste daværende justitsminister Morten Bødskov (S) ministerposten, fik også konsekvenser for Jens-Christian Bülow.
Kort fortalt gav Morten Bødskov en usand begrundelse over for Folketingets Retsudvalg for, hvorfor et besøg på Christiania blev aflyst.
Jens-Christian Bülow blev hjemsendt fra arbejde - dog uden at blive fyret, og han blev senere frifundet.
Chef for politikreds
Ifølge Politiken er det vurderingen omkring Slotsholmen, at Jens-Christian Bülow uden den sag formentlig var blevet chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Det blev han ikke. Til gengæld blev Bülow i 2016 chef for Nordsjællands Politi. En stilling, han bestred, indtil han kom over i SSK.
Bülow, der en overgang også har været konstitueret landsdommer, er gift med Ingeborg Gade, der er direktør i Ankestyrelsen, og far til to børn.
Fødselsdagen skal i første omgang fejres med den nære familie. Senere holdes der stor havefest.