Parterapeut til Margrethe: -Så giv dog Henrik den titel
Dronning Margrethe skal lære at lytte mere til prins Henrik. Det vil gavne deres forhold, mener en parterapeut.
Der har gennem længere tid set ud til, at regentparrets forhold knager lidt.
Parterapeut og sexolog Joan Ørting kan som udefrakommende se, der er noget galt i forholdet mellem dronning Margrethe og prins Henrik:
– Der mangler ligeværd. Prins Henrik føler sig ikke respekteret. Det er ikke godt i et forhold, fortæller Joan Ørting til Kendte.dk.
Et godt råd
Hun har et godt råd til dronning Margrethe:
– Hun skal lære at lytte til ham. Så giv ham dog den titel som Kongegemal, så han kan blive glad, siger Joan Ørting.
I starten af august meddelte prins Henrik, at han ikke vil begraves ved siden af dronning Margrethe:
– Det kan skyldes prinsens sygdom. Vi ser det tit med sygdom, at man agerer helt uhensigtsmæssigt lige før eller efter, forklarer Joan Ørting.
Prinsen udskrevet
Prins Henrik blev i juli opereret i Aarhus. Han blev opereret i højre lyske og fik en ballonudvidelse i højre bækkenkar. Det skyldtes problemer med blodtilførslen til benet, hvilket vil sige åreforkalkning.
Den 13. august blev prins Henrik fløjet fra Frankrig til Rigshospitalet med smerter i benet.
Prinsen blev tirsdag udskrevet fra Rigshospitalet.
– Prinsen tager ophold på Fredensborg Slot og har i den kommende tid brug for ro og hvile, skrev Kongehuset tirsdag.
Dronning Margrethe har i øvrigt ikke besøgt prins Henrik under den seneste indlæggelse.