Paranoid agent med stor libido
I "The X-Files" jagtede han aliens og sin forsvundne søster, i "Californication" jagtede han kvinder og svunden succes. Fredag fylder David Duchovny 60 år.
Det lå bestemt ikke i kortene, at skuespiller David Duchovny skulle slå sine folder i Hollywood. Men med den ikonisk rolle som Fox Mulder i “The X-Files” og senere Hank Moody i “Californication” blev det hvide lærred hans levevej.
Fredag den 7. august fylder den amerikanske skuespiller 60 år.
Da han dimitterede i 1982 fra Princeton University med en bachelorgrad i engelsk, havde han ikke skænket skuespil en tanke, har han sagt til magasinet Cos. Men skuespillet endte med at tage over i 1983 og afbrød den doktorgrad, som Duchovny egentlig var i gang med at tage på det velansete universitet Yale.
I 1988 fik Duchovny en af sine første større roller i filmen “Working Girl”. Langsomt, men sikkert klatrede han op ad karrierestigen.
Legendarisk trans-rolle
I begyndelsen af 1990’erne fik han en rolle i filmen “The Rapture” og spillede den transkønnede Denise Bryson i David Lynchs kultserie “Twin Peaks”.
Det helt store gennembrud kom i 1993, hvor Duchovny blev kendt verden over som FBI-agenten Fox Mulder. Sammen med sin partner Dana Scully, spillet af Gillian Anderson, opklarede han overnaturlige hændelser, mens han søgte efter sin forsvundne søster.
“The X-Files”, som på dansk fik titlen “Strengt fortroligt”, blev gennem syv år en af de mest populære tv-serier nogensinde. Rollen som den konspiratoriske og til tider paranoide Mulder gav Duchovny et eftermæle, der synes svært at ryste af sig.
Hudløst ærlig
I 2007 skiftede Duchovny dog spor, da han indtog hovedrollen i komedieserien “Californication”.
Han spiller han den kritikerroste, men afdankede forfatter Hank Moody, der konstant forplumrer forholdet til sin kæreste og datter, fordi han er lidt for glad for alkohol og kvinder.
– Hank var hudløst ærlig. Ude af stand til at lyve på en måde. Han var ligeglad med, hvad andre mennesker tænkte om ham. Det er ret stærkt på en måde, har Duchovny sagt om sin charmerende, men utilregnelige karakter.
De senere år har Duchovny udgivet flere romaner og album. Skuespillet har han dog ikke lagt på hylden, har han sagt til flere medier.
Han er ad flere omgange blevet separeret fra skuespilleren Téa Leoni, med hvem han har to børn.