Optimistisk konge tryg ved fremtiden
Kong Harald taler ud om fremtidsudsigterne for det norske monarki.
Kong Harald er ganske optimistisk omkring fremtiden for det norske monarki. Det fremgår af en ny bog og biografi ‘Kongen forteller‘ af forfatteren Harald Stanghelle.
I biografien beretter kongen blandt andet om sit forhold til sin søn og fremtidige afløser på tronen, kronprins Haakon, som han har et meget tæt forhold til.
Artiklen fortsætter under videoen
”Han er blevet en god ven og kollega. Han beder mig om råd og jeg får råd fra ham. Vores forhold er blevet tættere og tættere. Han er en klog fyr, ” siger kongen blandt andet i bogen.
Kongen giver også udtryk for stor tiltro til sin søn.
”Det vil gå godt med ham, når hans tid kommer. Det giver en god følelse at vide det. Jeg tror, min far var mere bekymret, end jeg er. Jeg er så heldig, at det er kronprins Haakon, der bliver Norges fremtid. Han har været med mig hele min tid som konge og har været involveret hele tiden. Han kan tage det, han vil have med sig og ændre det han vil, når jeg ikke længere er her,” forklarer kongen.
Kong Harald har da også noget at have sin fremtidsoptimisme i. Ifølge Royal Central vender hele 80 procent af den norske befolkning ‘tommelfingeren op’ når det gælder kongehuset og som dermed et af verdens mest populære monarkier.
Mediet skriver desuden, at populariteten i høj grad også gælder omkring kronprins Haakon, som er meget vellidt.
Kronprinsen er gennem de senere år blevet tildelt en række nye opgaver og har under kongens sygdom, han har været indlagt og var den 11. oktober gennem en hjerteoperation, stået i spidsen for landet som kronprinsregent.
For eksempel forestod Haakon den 2. oktober i år den højtidelige og traditionelle åbning af det norske parlament som den første kronprins i 30 år.
Trods kongens sygdom ligger det dog ikke lige for, at kronprins Haakon allerede nu skal indtage tronen. I Norge er der ikke tradition for abdikation og ideen er ikke populær hos hverken folket eller i den kongelige familie.
Kong Harald har da også tidligere givet klart udtryk for, at han mener, det vil være upassende at fratræde.
‘Kongen forteller’ forventes at udkomme på det norske marked i løbet af efteråret.