Opgav drømmen

I en årrække har René Christensen, der fylder 50 år i dag, 31. oktober, været Dansk Folkepartis finansordfører, som har udfordret både blå og røde regeringer.

I mange år har René Christensen været en af de mest profilerede ansigter i Dansk Folkeparti. (Arkivfoto) – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

René Christensen skulle have skrevet historie i Dansk Folkeparti ved at blive partiets første “rigtige” borgmester i forbindelse med kommunalvalget i 2017.

Men bookmakernes og mange iagttageres favorit, der var et landskendt ansigt, blev ikke borgmester i Guldborgsund Kommune efter et valg, der ikke forløb, som han havde håbet.

Artiklen fortsætter under videoen

Den siddende borgmester, John Brædder fra Guldborgsundlisten, fik et forrygende valg. Og René Christensen, der 31. oktober fylder 50 år, opgav helt sin borgmesterdrøm.

– Min fremtid ser sådan ud, at jeg selvfølgelig er medlem af byrådet, og det tager jeg alvorligt. Men jeg vil ikke genopstille som borgmester. Nu har jeg stillet op to gange, og det er ikke lykkedes, sagde René Christensen efterfølgende.

Hans fremtid i lokalpolitik var dog ikke slut, tilføjede han.

At det så ganske overraskende lykkedes DF at få borgmesterposten i Læsø Kommune, er en anden historie, og den gjorde næppe skuffelsen mindre hos René Christensen.

For alt var næsten centreret om ham. Under valgkampen fik René Christensen blandt andet markant støtte af partiformand Kristian Thulesen Dahl.

René Christensen var uden tvivl DF’s store stjerne i forbindelse med 2017-valget. René Christensen var og er fortsat en af de mest profilerede DF’ere overhovedet på landsplan. I mange år har han været DF’s finansordfører.

– Jeg går ikke så meget efter historieskrivningen. Jeg vil gerne flytte noget i kommunen.

– Men det vil være meget givtigt for DF, hvis vi får en borgmester. Så vil der være en bedre forbindelse mellem folketingsgruppen og det kommunale landskab, sagde René Christensen før valget.

Trods DF’s krise de seneste år blev René Christensen genvalgt til Folketinget i forbindelse med folketingsvalget i 2019. Han har siddet i Folketinget siden 2008.

Han har været medlem af kommunalbestyrelsen i Guldborgsund Kommune siden 2006.

René Christensen er uddannet automekaniker, og inden han kom ind i politik, arbejdede han i mange år i bilbranchen.

Foruden at være finansordfører for DF er han i dag blandt andet også formand for Miljø- og Fødevareudvalget i Folketinget.

Powered by Labrador CMS