Også prins Carl Philip trodser coronarisikoen
Dukkede pludselig op foran fødevarebutik for at hilse på ældre, der skulle handle.
Mens stort set alle kongelige har valgt mere eller mindre at isolere sig på grund af coronakrisen, har svenske kronprinsesse Victoria valgt at tackle situationen noget anderledes. Hun færdes stadig i det offentlige rum.
Artiklen fortsætter under videoen
Alene i de sidste par uger har hun besøgt flere forskellige steder i Stockholm. Blandt andet Tekniske Universitet og et nyoprettet felthospital.
Men hun er ifølge Svensk Damtidning ikke helt alene om at trodse corona-smittefaren.
Også hendes bror, prins Carl Philip, og hans hustru, prinsesse Sofie, har været på gaden. Fredag den 27. marts troppede de op foran en fødevarebutik for at hilse på folk. Det har de selv meddelt i et Instagram- opslag.
“I morges var vi på ICA Kvantum i Värtahamnen for på rimelig afstand at hilse på de ældre, der har adgang til butikken fra klokken 07.00-08.00, før alle andre kunder ankommer”, skriver de i opslaget.
Med opslaget er der også et foto, hvor man kan se de kongelige tale med et par af butikkens ledende medarbejdere.