Nyvalgt politiker død af corona

Luke Letlow er det første medlem af Kongressen i USA, der dør af covid-19, oplyser guvernør.

Den 41-årige Luke Letlow, der skulle have begyndt i embedet som medlem af Repræsentanternes Hus, er død af covid–19. Foto: Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det nyvalgte 41-årige kongresmedlem for delstaten Louisiana Luke Letlow er tirsdag lokal tid død af covid-19.

Det oplyser Louisianas guvernør, John Bel Edwards, på Twitter.

– Det er med tungt hjerte, at Louisianas førstedame og jeg må kondolere det nyvalgte kongresmedlem Luke Letlows familie, efter at han er død efter en kamp med covid-19, skriver guvernøren.

Letlow offentliggjorde 18. december, at han var blevet testet positiv for coronavirus.

Han blev indlagt tre dage senere i byen Shreveport i Lousiana og skulle have begyndt som medlem af Repræsentanternes Hus søndag, når Kongressens nye samling begynder.

Kone og to børn

Letlow efterlader sig en hustru og to børn.

– Familien sætter pris på de mange bønner og støtte over de senest dage, men beder om respekt for privatlivet i denne svære og uventede tid, lyder det fra familien i en meddelelse til amerikanske medier.

Letlow er det første medlem af Kongressen i USA, der dør af covid-19.

Også flertalsleder i Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi udtrykker sorg over Letlows død.

– Det nyvalgte kongresmedlem Letlow var niende generation af en Louisiana-familie og kæmpede lidenskabeligt for sine standpunkter og dedikerede sit liv til offentlighedens tjeneste, siger hun i en pressemeddelelse.

– Mens Repræsentanternes Hus sørger, smelter vores sorg sammen med den sorg fra de mange andre familier, som også har mistet kære på grund af dette forfærdelige virus.

Stigende smittetal

De seneste måneder har USA flere steder haft store stigninger i smittetallene.

Mandag har i alt over 19,5 millioner mennesker været smittet med coronavirus i USA. 337.918 smittede er døde i USA i løbet af pandemien.

Powered by Labrador CMS