Nytårstalen bliver ikke som den plejer
Den bliver ikke omgivet af samme festivitas som andre år.
Meget er som det plejer, men en hel del er ikke.
På den måde ligner dronningens nytårstale i år så meget andet, der er hændt i det herrens år 2020.
Artiklen fortsætter under videoen
I lyset af udbredelsen af coronavirusset – som helt sikkert også bliver et emne, majestæten berører i sin tale – vil der nemlig ikke i år være opsat en tv-skærm på Amalienborg Slotsplads.
Det oplyser Kongehuset på deres hjemmeside.
Meget som det plejer
For de, der holder af traditioner – og gerne vil fastholde illusionen om normalitet i et på mange måder unormalt år – er der også glæde at hente.
For Den Kongelige Livgardes traditionsrige æresbevisning transmitteres som normalt direkte og påbegyndes umiddelbart inden nytårstalen, hvor vagten på Amalienborg Slotsplads træder til gevær og står trådt an med fane og to tambourer, mens talen holdes. Efter dronningens nytårstale afspilles ”Kong Christian stod ved højen mast”. Livgarden præsenterer gevær, der saluteres og fanen fældes.
Talen starter også klokken 18 – som den plejer – og bliver, som langt de fleste år, afholdt i modtagelsesværelset i Christian IX’s Palæ på Amalienborg.
Og mon ikke, den også slutter med et Gud bevare Danmark.
Nytårskure aflyst
2021 starter heller ikke helt, som årene plejer.
Det bliver nemlig nytårskur-løst.
“Hendes Majestæt Dronningen vil i stedet modtage skriftlige nytårshilsener fra kurdeltagerne”, skriver Kongehuset.