Nyt sporty power-par: Her er Wozniackis nye kæreste

Caroline Wozniackis familie bekræfter over for Ekstra Bladet, at tennis-darlingen har fået en ny kæreste.

Offentliggjort Sidst opdateret

Valentinsdag står i den grad i kærlighedens tegn – og det gælder især for den danske tennis-darling Caroline Wozniacki.

Den 26-årige tennisspiller har nemlig fået sig en ny kæreste, skriver Ekstra Bladet.

Tidligere på dagen løftede Caroline Wozniacki selv delvis sløret for, at hun nu danner par med NBA-profilen David Lee, da hun på sin Instagram-profil delte et billede af sig selv med en stor buket roser og teksten:

– Glædelig Valentinsdag alle sammen. Jeg er en heldig pige. Tak, @dlee042 (David Lees profil på Instagram, red.).

Bror afslører kærlighedsforholdet

Men det er tennis-talentets bror, Patrick Wozniacki, der nu for alvor har afsløret lillesøsterens nye kærlighedsforhold over for Ekstra Bladet.

Han hilste første gang på David Lee under US Open i efteråret.

– Dengang blev han ikke præsenteret som en kæreste. Det gjorde han først i starten af januar i år, da Caroline sendte mig en sms. Så det er ret nyt for mig. Jeg tror, det er rigtigt godt, siger Patrick Wozniacki til Ekstra Bladet.

Broderen har kun rosende ord til overs for David Lee, der til dagligt spiller for NBA-klubben San Antonio Spurs, som han over for mediet beskriver som “en flink fyr med hovedet på det rette sted”.

Caroline Wozniackis kærlighedsliv har med offentlige øjne stået forholdsvis stille, siden hun i 2014 blev droppet af sin forlovede, den irske golfspiller Rory McIlroy.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS