Nyt populært foredrag om Prinsegemalen

Stig Ulrichsen fik allerede sidste år prins Henriks tilladelse til at holde foredraget om hans liv. Foto: Per Øxenholt (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Farum har netop haft premiere på et helt nyt foredrag om Prins Henrik. Foredraget kommer i løbet af året hele Danmark rundt.

Ved foredraget blev der både lyttet, grædt og grinet, og mange publikummer kom efterfølgende op til foredragsholderen, Stig Ulrichsen, og fortalte hvor begejstret de nu var for prinsegemalen, nå ja, også en del der fortalte, at de altid havde været det.

Stig Ulrichsen er en af landets mest travle og populære foredragsholdere, der allerede i juni sidste år, fik prins Henriks tilladelse til at holde foredraget om hans liv.

– Jeg havde længe overvejet, om jeg skulle holde et foredrag om prinsegemalen, som jo har haft et utroligt spændende liv, og i mine øjne er en af de mest markante skikkelser i vores kongehus. Derfor spurgte jeg ham om han kunne være interesseret i, at jeg drog rundt og fortalte hans historie. Det fandt han heldigvis interessant, og derfor besluttede jeg, at prinsegemalen skulle være mit nye emne i 2016, fortæller Stig Ulrichsen og fortsætter:

– Jeg har brugt et halvt år på at researche en masse om ham, og har snakket med et hav af mennesker, der er kommet med små anekdoter fra deres møder med ham. Prinsegemalen er jo et meget åbent og humoristisk menneske, der elsker at snakke med de mennesker som han møder på sin vej.

I fornemt selskab

Prinsegemalen kommer således i fornemt selskab med bl.a. rejsekongen Simon Spies og rockkongen Elvis Presley, som er nogle af de andre Stig Ulrichsen fortæller om i sine foredrag.

Interessen for at høre mere om Prinsegemalen har været stor, og der er allerede flere foredrag i foråret på plads.

Efter premieren i Farum er næste foredrag den 20/1 hos FOF i Randers, 28/1 i Arena Midt i Kjellerup, 8/2 i Skive, 9/2 i Vemmelev, 10/2 i Nysted, 10/2 i Dragør,  25/2 i Viborg, 7/3 i Albertslund, 8/3 i Solrød, 29/3 i Korsør, 31/3 i Sakskøbing, 13/4 i Gentofte.

Foredraget vil også kunne høres i efteråret.

Powered by Labrador CMS