Nyt navn til Batman-film er på plads

En ny Batman-film rammer de danske biografer i juni 2021. Filmen instrueres af Matt Reeves.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 55-årige britiske skuespiller Andy Serkis, der blandt andet har spillet kræet Gollum i “Ringenes Herre”, skal spille butleren Alfred Pennyworth i den nye Batman-film.

Det skriver flere amerikanske underholdningsmedier, herunder Variety, på baggrund af anonyme kilder.

Derudover skal Colin Farrell, der blandt andet er kendt for filmen “In Bruges” (2008), spille skurken Pingvinen.

Robert Pattinson, som er kendt fra “Twilight”-filmene, skal spille Batman og Zoe Kravitz fra tv-serien “Big Little Lies” skal agere Selina Kyle, der er bedre kendt som Catwoman.

Den nye Batman-film rammer efter planen lærredet den 25. juni 2021.

Filmen skal instrueres af 53-årige Matt Reeves.

Han står blandt andet bag genindspilningerne af den gamle “Planet of the Apes”-film fra 1968, som på dansk hedder “Abernes Planet”.

Det er blevet til tre film, “Rise of the Planet of the Apes” i 2011, “Dawn of the Planet of the Apes” i 2014 og “War for the Planet of the Apes” i 2017.

I de tre film spillede Andy Serkis også med som hovedpersonen, aben Caesar.

Powered by Labrador CMS