Ny protektion: Kronprinsessen glæder sig
Kronprinsesse Mary skal være protektor for Copenhagen 2021, der blandt andet omfatter Worldpride.
Kronprinsesse Mary bliver protektor for regnbuearrangementet Copenhagen 2021, som blandt andet tæller Worldpride.
Det er første gang nogensinde, at en kongelig person stiller sig i spidsen for et stort internationalt LGBTI-arrangement. Det oplyser Copenhagen 2021.
Artiklen fortsætter efter videoen
Stolt dansker
Kronprinsesse Mary har i forbindelse med protektoratet ytret sin stolthed.
– Som dansker er jeg stolt af, at København skal være vært for Worldpride og Eurogames i sommeren 2021. Vi kan ikke acceptere, at nogle mennesker i verden bliver mødt med intolerance og diskrimination på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet, siger kronprinsesse Mary i en pressemeddelelse fra Kongehuset.
– Jeg ser frem til at være med til at sætte mangfoldighed og LGBTI-rettigheder på dagsordenen både herhjemme og internationalt, tilføjer hun.
Et naturligt skridt
Hos Copenhagen 2021 er talsperson Lars Henriksen glad for, at Mary har takket ja til at blive protektor.
– Mary har ved tidligere lejligheder markeret sig stærkt inden for LGBTI+-dagsordenen, men også menneskerettigheder generelt, så det virker som et naturligt skridt, at hun også tager fat her, siger Lars Henriksen.
Copenhagen 2021 arbejder for sikre lige rettigheder for LGBTI-personer, der tæller blandt andet homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede og interkønnede.
Kronprinsessen skaber opmærksomhed
Lars Henriksen håber, at kronprinsesse Marys deltagelse kan give ekstra opmærksomhed til begivenheden både herhjemme og i udlandet.
– Det virker til at lægge kronprinsessen meget på sinde. Jeg er sikker på, at der bliver mere opmærksomhed på eventet, og det gør, at flere tager det alvorligt, siger Lars Henriksen.
Kronprinsessen har også udtalt i den officielle pressemeddelelse, at hun glæder sig til at deltage i arrangement, som hun er sikker på bliver både festlig og vigtigt.
Slutter med parade
Copenhagen 2021 finder sted 12.-22. august 2021 i København og Malmø, hvor kronprinsesse Mary vil deltage ved en række af begivenhederne under Copenhagen Pride.
Under Copenhagen 2021 bliver der både afholdt Worldpride, der er en tredages konference om menneskerettigheder, en demokratifestival og en samling for politikere fra hele verden.
Desuden løber sportskonkurrencen Eurogames af stablen. Her vil der blandt andet være konkurrence i 29 sportsgrene.
Alle herlighederne sluttes naturligvis af med den afsluttende march, også kaldet Prideparaden, gennem Københavns gader, som de fleste kender fra Copenhagen Pride.
Det er uvist om kronprinsesse Mary også deltager i paraden. Før har prinsesse Marie deltaget, da hun er protektor for AIDS-fondet.