Ny forlystelsespark genopliver Dianas død
Den nye forlystelsespark "National Enquirer Live!" har en noget morbid hovedattraktion.
Den nye forlystelsespark “National Enquirer Live!” i Pigeon Forge, Tennessee, har en noget morbid hovedattraktion.
Her kan man nemlig genopleve den trafikulykke, der i 1997 dræbte prinsesse Diana.
Det skriver blandt andre mediet The Daily Beast, der har talt med parkens impressario Robin Turner.
Ifølge Turner kommer forlystelsen til at være en 3D-oplevelse, der tager en gennem en computergeneret version af Paris anno 1997.
Her bliver Dianas rute den skæbnesvangre nat vist via en animation:
– Det bliver projekteret, så man ser bygningerne og det hele i en 3D-præsentation. Det viser ruten fra Ritz Hotel, paparazzierne, der jager hende og den blitz, vi tror blændede chaufføren – og hvordan det skete, siger Robin Turner.
Meget smagfuldt
Han tilføjer, at oplevelsen er uden hverken blod eller billeder af den smadrede Mercedes, Diana og Dodi Fayed omkom i.
Ifølge Turner er det derimod en ganske smagfuld og følsom præsentation.
Udover Dianas død har parken også blandt andet fokus på det 20. århundredes største forbrydelser, lyder det.