Ny film i vild bedrift

Superheltefilmen "Spider-Man: No Way Home" leverer den tredjestørste åbningsweekend i Nordamerikas historie

Det er tredje gang, at den britiske skuespiller Tom Holland trækker i edderkoppedragten for at spille Spider-Man.
Det er tredje gang, at den britiske skuespiller Tom Holland trækker i edderkoppedragten for at spille Spider-Man.
Udgivet Opdateret

Selv om coronasmitten er på fremmarch i Nordamerika ligesom i Europa, så har det ikke forhindret biografgængere i at flokkes ind for at se den nye superheltefilm "Spider-Man: No Way Home".

Således sikrede filmen sig i weekenden den tredjestørste åbning i Nordamerikas historie med en estimeret indtjening på cirka 253 millioner dollar.

Det svarer til godt 1,7 milliarder kroner og var langt over analytikernes forventninger på mellem 130 og 150 millioner dollar.

Kun Marvel-filmene "Avengers: Endgame" fra 2019 og "Avengers: Infinity War" fra 2018 har leveret bedre åbningsweekender i Nordamerika med billetindtægter på henholdsvis 357 og 258 millioner dollar.

Det skriver mediet BoxOfficeMojo.

Nærmer sig 600 millioner dollars

Kigger man på hele verden nærmer den nye "Spider-Man"-film sig allerede 600 millioner dollars i indtjening.

Det har fået flere analytikere til at tro, at filmen kan blive den første til at generere over en milliard dollar i billetindtægter under coronapandemien.

- Det her er den mest utrolige åbning, siger David A. Gross, der driver filmkonsulentfirmaet Franchise Entertainment Research.

Han understreger det bemærkelsesværdige i, at "Spider-Man" eksploderer, på et tidspunkt hvor andre store filmtitler har svært ved at opretholde deres momentum på grund af voksende bekymring omkring stigende smittetal.

Filmbranchen stadig hårdt ramt

Selv om filmen har givet biografer verden over et tiltrængt boost efter mange måneder med coronarestriktioner og nedlukninger, så påpeger analytikere, at industrien stadig er lang vej fra at komme sig helt.

"Spider-Man: No Way Home" har briten Tom Holland i hovedrollen.

Det er tredje gang, at han indtager rollen som superhelten i edderkoppedragten.

Han var blot 19 år gammel, da det i 2015 blev afsløret, at han ville blive den nye Spider-Man.

Det er langt fra første gang, at en ny "Spider-Man"-film leverer en stor åbningsweekend.

I 2002 blev den originale film med Toby Maguire i hovedrollen den første film i historien til at generere over 100 millioner dollar i åbningsweekenden.

Powered by Labrador CMS