Ny bolig? Bliv nabo til Lord Bendtner

Et vaskeægte håndværkertilbud til lige under ti millioner kroner. Det lyder måske dyrt - men der er en bonus: Nicklas Bendtner bliver din nærmeste nabo, og så er der måske basis for boldspil i trappeopgangen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du har hænderne skruet rigtigt på, kan det være, at et håndværkertilbud i det indre København lige er noget for dig?

Så kan man fremadrettet bruge sine kræfter og indretningsmæssige kundskaber på at sætte lejlighed i stand.

I lejligheden ved siden af er det ikke nødvendigvis hænderne, men derimod fødderne, der er skruet rigtig på.

Nabo til en ægte topscorer

Lejligheden til højre i opgangen er nemlig ejet af landsholds-darling Nicklas Bendtner, der forleden scorede det femte mål i udklasseringen af Irland.

Nicklas Bendtner, der spiller for Trondheim-holdet Rosenborg, er også topscorer i den norske liga, ligesom han er den mest scorende aktive landsholdsspiller.

Den 31-årige sportsmand købte ifølge den uafhængige boligside Boliga.dk sin lejlighed i 2013 for 13,2 millioner kroner.

Direkte udsigt til Langebro

Nu kan man altså på nærmeste hold gøre ham kunsten efter – og endda gøre det markant billigere.

Lejligheden i opgangens venstre side har nemlig netop ramt markedet til en pris på 9,5 millioner kroner.

Boligen er beliggende på H.C. Andersens Boulevard tæt ved Langebro – og med udsigt til kanalløbet, der skiller den indre by fra Islands Brygge.

Den er til salg hos Home, som i annoncen beskriver lejligheden som et “håndværkertilbud”.

Trænger til en kærlig hånd

Dermed er lejligheden med det pæne prisskilt det dyreste “håndværkertilbud” lige nu, hvis man regner pris per kvadratmeter.

Tidligere på året blev den hidtidige “håndværkertilbuds-rekord” sat af samme mægler.

En villa – der trængte til en meget kærlig hånd – fik plantet et til salg-skilt i forhaven med en pris på lige knap 21 millioner kroner.

Huset blev solgt godt en måned senere for 19 millioner kroner.

Markant under gennemsnittet

Foruden den godt kendte nabo får den nye køber for sin store million-investering en lejlighed på 251 kvadratmeter.

Der er fem værelser, privat parkering og elevator. Og så kan der etableres en stor tagterrasse.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for lejligheden lyder nemlig på knap 38.000 kr., mens områdets øvrige ejerlejligheder i gennemsnit udbydes til salg for godt 50.000 kr. pr. kvadratmeter.

Man kan se masser af billeder og kigge nærmere på lejligheden her.

Powered by Labrador CMS