Nu trækker prinsesse Marie i festivaltøjet
Prinsesse Marie åbner onsdag aften Vadehavsfestivalen og vender dermed tilbage til Sønderjylland for en stund.
De danske festivaler kan for tiden glæde sig over lidt royalt stjernedrys, og onsdag aften trækker prinsesse Marie igen i festivaltøjet.
Prinsessen skal nemlig åbne Vadehavsfestivalen, der afholdes i Blåvandshuk, klokken 19.30.
Når festivalen skydes i gang, kan nysgerrige besøgende opleve et hav af forskellige arrangementer, indtil festlighederne igen lukker og slukker den 4. september.
De første arrangementer starter torsdag, og her byder dagen både på fotoudstillinger, installationsprojekter, videomontager og en koncert.
Festivalen afholdes af kommunerne Esbjerg, Fanø, Varde samt Tønder, som prinsesse Marie kender ganske godt.
Indtil for to år siden boede hun på Schackenborg Slot i Møgeltønder sammen med prins Joachim og resten af familien.
I sommeren 2014 besluttede parret sig for at rykke teltpælene op i det sønderjyske og rykke familien til København.
Den royale familie kan dog ikke helt undvære det sønderjyske. I hvert fald brugte prins Joachim, prinsesse Marie og børnene prins Henrik og prinsesse Athena lørdagen på Tønder Festival, hvor de hyggede sig med musik i solskinsvejret.
/ritzau/FOKUS