Nu kan du bo dør om dør med royal bolig
Det er dog ikke om at komme først til mølle.
Har du altid drømt om at bo tæt på de kongelige, og overvejer du alligevel at flytte til England, så kan du slå to fluer med et smæk og blive nabo til Prins William og hertuginde Kate.
People skriver, at et hus, der er nabo til Anmer Hall, er sat til leje, og med det kan du altså komme ganske tæt på den royale engelske familie.
Ifølge People har William og Kate ejet Anmer Hall, siden de blev gift, og de har selv boet der, blandt andet i 2013, før de flyttede til London med deres tre børn. Anmer Hall er dog stadig familiens hjem væk fra storbyen, så du har chancen for at hilse på prinsen, hertuginden og deres tre børn, når de ikke bor i London.
Husets navn er 20 Cherry Tree, og det har to soveværelser, en stor have og er nyistandsat. Man betaler godt 5600 kroner om måneden i leje, og for de penge får man altså hus, have og royale naboer. Man får også nogle trapper så stejle, at udlejeren advarer herom i beskrivelsen af boligen.
Artiklen fortsætter under videoen
Hvis man har fået blod på tanden og overvejer at flytte til England, er det værd at bemærke, at huset ikke udlejes efter først til mølle-princippet. Ifølge People bliver der taget højde for, hvem der ønsker at leje sig ind i området, og man får fortrinsret, hvis man eksempelvis allerede bor og arbejder i området.