Nu kan du blive uddannet i royal viden – om tøj
Et universitet har åbnet for en ny, gratis, uddannelse, hvor du kan blive ekspert i royal beklædning og lære at gå klædt som en prinsesse.
Er du fascineret af både mode og det britiske kongehus’ sans for samme, så er der godt nyt. Glasgow Universitet har nemlig netop oprettet en ny, gratis uddannelse, der tager fem uger.
Temaet er netop royal mode gennem tiden, og det hele foregår online, skriver Daily Mail.
Kurset har fået navnet “A history of royal fashion” og deltagere vil modtage fire timers indhold hver uge i de fem uger. Studerende vil således blive trukket gennem den royale mode helt fra Tudor-tiden og til i dag.
På den måde kan du blive klogere på både Anne Boleyn og Hertuginde Kate.
Ifølge underviser Sally Tuckett er der stort potentiale.
– Historisk kongelig mode kan være både praktisk og funktionel. Det kan også være dekorativt, frivolt og alt der i mellem. Ved at studere deres tøj, kan vi lære meget om de royale i fortiden, siger hun og lægger vægt på, at der altså er meget andet end bare tøj i mode.
– For eksempel ved vi, at Henry VIIIIs kone Catherine af Aragon syede hans tøj også da Anne Boleyn var inde i billedet. Det viser os, at politik og mode blev blandet sammen, og at det var en stor del af rivalopgøret.