Nu er hofsorgen slut
En måneds hofsorg er nu slut efter prins Henriks død i februar.
Onsdag var den sidste dag, hvor der var hofsorg.
Der blev erklæret hofsorg dagen efter prins Henriks død den 13. februar.
Hofsorg er betegnelse for en kortere eller længere sørgeperiode ved hoffet i forbindelse med et dødsfald i den kongelige familie. Sørgetidens længde fastsættes af regenten.
Der blev senest erklæret hofsorg, da dronning Ingrid døde 7. november 2000.
Men nu er en måneds hofsorg slut.
Tilbage til officielle pligter
Dermed vender dronning Margrethe, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte tilbage til de officielle pligter.
Dronning Margrethe vendte onsdag tilbage til jobbet ved Årsdagsparade ved Den Kongelige Livgarde.
Her hædrede dronningen garder Jens Jacob Leegaard Nicolajsen med “Dronningens Ur”.
“Dronningens Ur” er en hædersbevisning, der overrækkes ved afslutningen af tjenestetiden til den garder, der af vagtkompagniet er udvalgt som tjenesteperiodens bedste garder.
Dronningen også på job i aften
Torsdag aften deltager dronning Margrethe i Akademiraadets Stiftelsesfest.
Prinsesse Benedikte er også på job torsdag. Prinsessen deltager i et møde i Pigespejdernes Fællesråd.
Mandag får dronning Margrethe travlt. Hun modtager nyudnævnte officerer fra Hæren og efterfølgende er der offentlig audiens.
Tirsdag kommer der for alvor gang i de royales aktiviteter. Her skal både dronning Margrethe, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie deltage i officielle arrangementer.