Northside byder velkommen med bondage og bryllup

Erotikshows, festivalbryllupper og heavy metal er på skemaet til Northside-festival, der ønsker sig mere kant.

Erotiske shows og absurde Las Vegas-bryllupper er på skemaet ved årets Northsidefestival, der ønsker sig mere kant. Arkivfoto: Axel Schütt/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Med heavy metal-musik og seksuelt pirrende shows forsøger Northside at være festivalernes slemme dreng i klassen.

Aarhusfestivalen, der i år finder sted fra 7. til 9. juni, ønsker at bryde med tidligere meldinger fra anmeldere om, at den er for pæn og kedelig.

Ifølge John Fogde, der er talsmand for festivalen, viser årets festival, at den rummer både det pæne og det mere seksuelt dragende.

– Vi synes, det er spændende, at Northside i løbet af dagen er der, hvor folk spiser østers og drikker lækre cocktails.

– Men når mørket falder på, ved vi, at folks energi ændrer sig. Der vises den mørkere, skæve og mere pikante side af Northside frem, siger han.

Den side kommer især i fokus i et område kaldet sideshow.

Letpåklædte mænd og kvinder

Området indtages af blandt andet burlesque-arrangementer, et bondage-show, dragqueens og letpåklædte mænd og kvinder.

Desuden bygges der en trækirke, hvor der afholdes absurde Las Vegas-inspirerede bryllupper som en del af et større event.

– Det skal være overraskende, spændende og pirrende. Det må gerne være noget, der giver ridser i lakken, siger John Fogde.

Der er mange festivaler i Danmark, og både Haven, Heartland og Tinderbox udfordrer Northside, mener Kristian Karl, der er skribent og podcastvært ved musikmediet Soundvenue.

Selv om Northside ifølge ham står stærkt på markedet, ser han programmet som en sund videreudvikling.

– Jeg tror, at det er nogle sunde og gode skridt i forhold til at følge med tiden. Festivalen skifter også musikalsk over til mere hiphop, der er dominerende blandt det yngre publikum, siger Kristian Karl.

Skal give mere kant

Især indiekunstnere skæres der ned på i år, mens heavy metal-bandet Body Count er det hårdeste navn, der er booket til festivalen hidtil.

Det skal alt sammen give kant.

Northside skal dog passe på ikke at profilere sig for bredt, mener Christian Jantzen, der er professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet.

Ifølge ham er det afgørende i branding, at der er en stærk, sammenhængende fortælling, fordi publikum ellers kan opleve festivalen som rodet.

Fakta om Nortside

Torsdag begynder Northside-festival, der oprindeligt var en musikfestival, men som i år har alt fra hiphopmusik til bagekurser og bondage-shows på skemaet.

Læs mere om den aarhusianske festival her:

* Northside er en dansk musikfestival, som opstod i 2010. Den afholdes i udkanten af Aarhus.

* Første år gæstede cirka 5000 festivalen. Der er sat 35.000 billetter til salg i 2018.

* Festivalen varer tre dage. Den begynder i år torsdag 7. juni og slutter lørdag 9. juni.

* I modsætning til de fleste andre festivaler har Northside ingen teltpladser. Alle festivalgæster sover hjemme, på hotel eller lignende steder.

* Halvdelen af gæsterne kommer fra Aarhus Kommune, 25 procent er fra København, mens de resterende kommer enten fra andre danske byer eller fra udlandet.

* Der er tre scener på festivalen, som er kendt for at spille meget musik i indiegenren.

* Desuden er der området Sideshow, hvor der er fokus på skæve performanceshows med blandt andet bondage-shows og letpåklædte mænd og kvinder.

* Northside har også Kolonihaven, hvor man vil kunne deltage i alt fra bagekurser til foredrag om kampen mod plastik. Et nyt tiltag i år er et introduktionskursus i argentinsk tango.

* I 2017 hentede nonprofitorganisationen Fødevarebanken 2,5 ton ubrugte madvarer efter Northside. De blev givet til socialt udsatte på væresteder og herberger i Østjylland.

Kilde: Northside.

Powered by Labrador CMS