Norsk prinsesse har fundet kærligheden
Efter en skilsmisse har den norske prinsesse Märtha Louise genfundet kærligheden.
Den norske prinsesse Märtha Louise har efter knap tre år som single igen fundet kærligheden. I et Instagram-opslag på prinsessens personlige profil afslører hun, at det er sammen med amerikaneren Shaman Durek, hun har fundet kærlighed.
I det hjertevarme opslag fortæller hun, at han har ændret hendes liv, og at hun er super glad.
Tvillinge-flamme
Prinsessen omtaler Shaman Durek som sin kæreste i opslaget, og skriver, at han omfavner hele hendes person uden spørgsmål eller frygt.
I opslaget er der klare referencer til den spiritualitet, som prinsesse Märtha Louise er kendt for, og det er bestemt noget, som parret deler. Hun nævner, at Shaman Durek er hendes tvillinge-flamme.
På Shaman Dureks Instagram nævner han også i opslaget, hvordan prinsessen rummer hans multidimensionelle liv.
Opsang til følgerne
I opslaget kommer prinsessen endvidere med en opsang til sine følgere, om at de skal respektere hendes valg, og at dem, der føler for at kritisere, skal huske, at det ikke er et valg, de er en del af. Det er hendes valg – og det er et valg af kærlighed.
For omtrent tre år siden blev prinsesse Märtha Louise skilt fra Ari Behn, og sammen har de børnene Maud Angelica, Leah Isadora og Emma Tallulah. Nu er hun blevet en del af Shaman Dureks familie, som hun takker ham for, at han har delt med hende.