Netflix-serie sat på pause efter dødsfald

"Emily in Paris" var i gang med at blive optaget i Venedig, da serien blev ramt af et pludseligt dødsfald

Offentliggjort Sidst opdateret

Netflix-serie 'Emily in Paris' sat på pause efter tragisk dødsfald

Optagelserne til 'Emily in Paris' er midlertidigt stoppet efter en instruktørassistents pludselige død i Venedig.

Den afdøde, 47-årige Diego Borella, formodes at være død af et hjerteanfald, mens han arbejdede på seriens femte sæson.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Et pludseligt dødsfald har ført til, at optagelserne til den populære Netflix-serie "Emily in Paris" er blevet sat på pause.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der er tale om en instruktørassistent, og ifølge dpa formodes det, at han døde af et hjerteanfald i Venedig, hvor man har været i gang med at indspille dele af seriens femte sæson.

Døde på hotel

Det er uklart, hvor længe optagelserne er sat på pause.

Ifølge det italienske medie La Repubblica er der tale om 47-årige Diego Borella, som døde torsdag på Hotel Danieli under forberedelserne til en optagelse.

"Emily in Paris" havde premiere i 2020. Og det er skuespiller Lily Collins, der indtager hovedrollen som amerikaneren Emily Cooper, der flytter til den franske hovedstad efter at have landet sit drømmejob inden for marketing.

Skuespilleren Lily Collins indtager hovedrollen i "Emily in Paris". Her ses hun tidligere på ugen sammen med skuespilleren Ashley Park, der ligeledes medvirker i serien, under optagelserne i Venedig.

Der kommer en femte sæson

Flere episoder i den kommende sæson er optaget i Italien, herunder i Rom og altså også Venedig, skriver dpa.

Optagelserne i Venedig skulle oprindeligt have fortsat indtil mandag.

Tidligere på ugen oplyste Netflix, at serien vender tilbage med en femte sæson 18. december.

Powered by Labrador CMS