Nær ven af kongehuset fortæller om Henriks sidste nytårsaften
Prins Henrik var i strålende humør på sin sidste nytårsaften, fortæller han og dronningens gode ven Susanne Heering til avisen BT.
Susanne Heering har i årtier været en rigtigt god og nær ven af dronning Margrethe og nu afdøde prins Henrik, og i årevis fejrede de sammen med en række andre venner også nytår sammen.
Det gjorde de også, da 2017 blev til 2018, og prins Henrik fejrede sin sidste nytårsaften. Det fortæller den tidligere balletlærer og danseskoleejer i et interview med avisen BT.
Og efter prinsens død er det en aften, Susanne Heering sætter særligt pris på, fortæller hun:
– Nu er jeg bare så glad for, at jeg holdt den nytårsaften. Det var faktisk sidste gang, mange af os så prinsen. Han var så glad, og de var så glade sammen. Det var en vidunderlig aften, siger hun til BT.
Tætte bånd mellem familien Heering og kongefamilien
De nære relationer mellem Susanne Heering og droninng Margrethe og prins Henrik er ikke en enlig svale i familien Heering. Hendes afdøde mand, Peter Heering, var også en af parrets rigtigt gode venner, skriver BT.
Og Peter Heerings mormor var i sin tid også en nær ven af dronning Alexandrine.
Blandt kongefamiliens yngre medlemmer fortsætter de tætte bånd. I dag er kronprinsen en nær ven af Susanne Heerings søn Peter Heering, og svigerdatteren Caroline Heering var ifølge BT gennem otte år hofdame for kronprinsesse Mary.