Musiker død af røgforgiftning

Ray Pennington, pladeselskabsstifter og populær country-sangskriver, er død.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brandmyndighederne i Tennessee har nu bekræftet det, der længe var frygtet. Det var Ray Pennington, der blev fundet død i branden på hans adresse onsdag eftermiddag lokal tid. Det skriver News Channel 5 Nashville.

Ray Pennington er en kendis på de kanter, hvortil country-musikken har et helt særligt bånd. Ikke mindst som sangskriver til Waylon Jennings-hittet I’m a ramblin’ man, men også som pladeselskabsstifter.

Ifølge chefen for brandvæsenet, Martin Bowers, er branden den mest voldsomme, han har oplevet i sin tid som chef for Shackle Island Fire Department. Han siger til News Channel 5, at branden spredte sig helt uden kontrol.

– Det, jeg har fået at vide, er, at der skete en form for defekt i en golfvogn, der holdt i garagen, og så brød den i brand, siger han. Branden bredte sig siden til huset, der ligger i Hendersonville.

TV-stationen har talt med Penningtons barnebarn Kattie McCormack, der siger, hendes bedstefar var den sødeste mand, nogen kunne møde.

– Han kunne godt lide at synge om morgenen for at vække os. Han gjorde alt til en sang, siger hun.

Pennington blev 86. Dødsårsagen er bestemt til at være røgforgiftning. Hans kone reddede sig ud fra branden.

Powered by Labrador CMS