Museumsdirektør: – Man glemte helt at prinsen var kongelig

Prins Henrik var farverig - og det smittede af på møderne med ham, siger tidligere museumsdirektør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prins Henrik, der tirsdag aften – den 13. februar – sov stille ind, var “på alle måder farverig”, og det smittede af på møderne med ham.

Det oplevede Jens Erik Sørensen, da han satte en dobbeltudstilling op med nogle af prins Henrik og dronning Margrethes kunstværker på Aros-museet i Aarhus tilbage i 2013.

En udstilling kaldet “Pas de Deux Royal”, som blev et stort hit blandt gæsterne.

Glemte helt at prinsen var kongelig

– De møder, vi havde for lukkede døre – og de kunne godt vare to til tre timer – hvor vi udformede udstillingen, var enormt hyggelige. Man glemte, at man havde med kongehusets fineste repræsentanter at gøre, fortæller Jens Erik Sørensen, der var museumsdirektør på Aros i 2013.

Med “Pas de Deux Royal”-udstillingen var det første gang, at dronning Margrethes malerier og prins Henriks skulpturer og digte blev forenet til én udstilling.

– Og det var en kæmpe succes, fortæller Jens Erik Sørensen.

Ifølge ham har en velbesøgt udstilling på Aarhus-museet normalt mellem 80.000 og 100.000 besøgende.

Den bedste besøgte udstilling

– Der var næsten 300.000 til “Pas de Deux Royal”. Det var den bedst besøgte udstilling, jeg lavede i mine 30 år på museet, siger han.

Som kunstner var prins Henrik ifølge Jens Erik Sørensen sprudlende af fantasi og på alle måder farverig – men også selvkritisk.

Han husker en episode fra 2016, hvor han med prinsen besøgte det støberi, der skulle støbe et af hans værker – et spil skak i stort format – i bronze.

– Han var ikke tilfreds med, hvordan dronningen så ud, så han smed jakken og begyndte at modellere figuren – og det krævede nogle kræfter, fortæller Jens Erik Sørensen.

Et frirum med plads til udfoldelse

– Kunsten var det frirum, hvor han kunne folde sig ud, men det skulle også være i orden, husker Jens Erik Sørensen tilbage.

Han peger på, at det er helt usædvanligt, at Danmark havde et regentpar, hvor begge var udøvende kunstnere.

– Danmark var privilegerede over at have et regentpar, der begge var kunstneriske sjæle. Det er enestående i historien – og i Europa, siger Jens Erik Sørensen.

 

— — —

PRINS HENRIKS BLÅ BOG:

* Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, født den 11. juni 1934 i Talence, Gironde, Frankrig.

* Den næstældste af i alt syv søskende. To brødre og to søstre lever endnu: Étienne de Monpezat, Jean Baptiste de Monpezat, Francoise Bardin og Cathrine de Monpezat.

* 1950 student fra gymnasiet i Cahors, Sydvestfrankrig.

* 1952 student fra Hanois franske gymnasium.

* 1952-57 studier i jura og statskundskab på Sorbonne, Paris.

* 1957 studier i kinesisk og vietnamesisk.

* 1959-62 værnepligt, blandt andet ved infanteriet i Algeriet.

* 1962 ansat ved det franske udenrigsministeriums Asien-afdeling.

* 1963-1967 ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London.

* 10. juni 1967 gift i Holmens Kirke med Margrethe, der dengang var tronfølger. Herefter fik han navnet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark.

* I 2005 tog han titlen prinsgemal for at markere forskellen på dronningens ægtemand og det stigende antal yngre prinser i familien. I forbindelse med sin pensionering i 2016 vendte han tilbage til sin gamle titel, prins Henrik.

* Far til kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969).

* Farfar til otte børnebørn.

* Ud over dansk og fransk talte han engelsk, kinesisk og vietnamesisk.

* I 1974 købte han og dronningen Château de Caix i Cahors i Frankrig. Slottet er også regentparrets sommerresidens og ligger tæt på prinsens barndomsegn. I 2015 blev salg og produktion af vin bortforpagtet.

* Prins Henrik har udgivet flere digtsamlinger og bøger. Blandt andet bogen “Skæbne forpligter”. Han har desuden sammen med dronningen udstillet værker på kunstmuseet Aros i Aarhus.

Kilder: Kongeligt Leksikon, “Skæbne forpligter” (erindringsbog skrevet af prins Henrik).

— — —

FAKTA OM PRINS HENRIKS SYGDOM

Prins Henrik, der er født Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, er født i Frankrig i 1934.

Han blev i 1967 gift med Margrethe, der på det tidspunkt var tronfølger.

Fem år senere, i 1972, blev Margrethe dronning.

Læs her om prins Henriks seneste sygdomsforløb og demensdiagnose:

* Juli 2017:

Prins Henrik bliver opereret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Han bliver opereret i højre lyske og får en ballonudvidelse i højre bækkenkar.

Operationen bliver foretaget som følge af forsnævringer på pulsårerne, der også er kendt som åreforkalkninger. Prinsen er indlagt i omkring en uge i forbindelse med indgrebet.

* August 2017:

Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben. Smerterne er eftervirkninger fra operationen i juli, som ellers forløb efter planen.

Prinsen bliver behandlet medicinsk, og der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb.

Han er indlagt i lidt mere end en uge.

* September 2017

Kongehuset meddeler, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.

En måned tidligere vakte prinsen stor opsigt, da han meldte ud, at han ikke ønskede at blive begravet ved siden af sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke som planlagt.

* Januar 2018:

Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet. Indlæggelsen sker i forlængelse af sygdom opstået i Egypten.

* Februar 2018:

Prins Henrik bliver undersøgt for en tumor i venstre lunge. Den viser sig at være godartet, oplyser kongehuset 2. februar.

En uge senere, fredag den 9. februar, lyder meldingen fra kongehuset, at prins Henriks tilstand er alvorligt forværret.

Kronprins Frederik har derfor afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege, og er på vej til Danmark.

Siden fredag den 9. februar har hele familien – inklusive syv af otte børnebørn – besøgt prins Henrik ved sygelejet på Rigshospitalet.

Tirsdag den 13. februar har Kongehuset så meddelt, at prins Henrik er blevet overført til Fredensborg Slot, hvor han – som det skrives – ”ønsker at opholde sig i sin sidste tid”.

Ifølge samme pressemeddelelse forholder det sig således, at… ”prinsens tilstand forbliver alvorlig”.

Tirsdag den 13. februar klokken 23.18 dør prins Henrik – han blev 83 år.

Kongehuset meddeler onsdag den 14. februar 2018, at der er officiel landesorg en måned frem – til onsdag den 14. marts 2018.

Torsdag den 15. februar blev prins Henriks båre fragtet fra Fredensborg Slot til Amalienborg Slot.

Kilder: Ritzau, kongehuset.

Powered by Labrador CMS