Motorcyklister forsøgte at røve fodboldstjerne

West Ham-angriberen Andy Carroll blev udsat for forsøg på væbnet røveri midt i Londons trafik onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Andy Carroll måtte tage flugten i sin Mercedes, da to motorcyklister onsdag forsøgte at røve West Ham-spilleren.

Angriberen fra London-klubben var i sin bil på vej mod sit hjem i Essex, da han måtte standse ved et trafikalt knudepunkt.

Her kørte en motorcykel op på siden af Andy Carrolls bil, og med vilde fagter signalerede to motorcyklister, at de havde en pistol, og at Andy Carroll skulle standse sin bil.

Fodboldstjernen gassede bilen op

I følge nyhedsbureauet AFP gassede Andy Carroll i stedet op, mens motorcyklisterne forsøgte at få ham til at stoppe.

Fodboldspilleren kørte i stedet tilbage til West Hams træningsanlæg, hvor sagen blev meldt til politiet.

Londons Metropolitan Police bekræfter episoden, som er anmeldt som forsøg på væbnet røveri.

Det samme gør fodboldklubben.

– West Ham kan bekræfte en episode, der omhandler en af vores spillere onsdag 2. november. Politiet har overtaget sagen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS