Modig skuespiller er død
Han udførte sine egne stunts, og det blev han hyldet for.
Den amerikanske skuespiller Robert Conrad er død, 84 år gammel. Det skriver CNN, der har fået dødsfaldet bekræftet hos Jeff Ballard, talsperson for Conrad-familien.
– Han levede et langt og lykkeligt liv, og skønt hans familie er kede af, at han er død, vil han for altid leve videre i deres hjerter, siger Ballard til CNN.
Hvem var Robert Conrad?
Robert Conrad blev født i Chicago 1. marts 1935. Han forsøgte at skabe sig en karriere som sanger, mens han arbejdede som mælkemand. 23 år gammel rejste han til Los Angeles, og her kom han hurtigt i stald hos Warner Brothers.
Ifølge IMDB havde Robert COnrad sin første officielle rolle som skuespiller i 1958, samme år som han rejste til Los Angeles, og frem mod 2002 havde han roller i et hav af film og TV-produktioner.
Hvad var Robert Conrad kendt for?
Mens han havde roller i både film og på TV, er det nok mest for det sidste, at Robert Conrad er mest kendt.
I 1960 fik han hovedrollen i Western-krimiserien The Wild Wild West, og i de kommende år blev han kendt som James T. West, der sammen med kolleger opklarede forbrydelser i det vilde vesten, med opfindelser der ikke eksisterede i 1800-tallet.
I 1978 blev han nomineret til en Golden Globe for rollen i Baa Baa Black Sheep, og i 1977 vandt han en People’s Choice Award.
I 2006 afslørede han, at han udførte sine egne stunts i showet, og år senere blev han optaget i “Stuntman’s Hall of Fame.”
Livet væk fra rampelyset
CNN skriver, at Robert Conrad gennem sin karriere brugte en del af sin tid på at hjælpe dem, der havde brug for det.
Han støttede forskellige grupper for amerikanske krigsveteraner, såvel som Jimmie Heuga Endowment, der støtter de, der er ramt af sklerose.
Robert Conrad efterlader sig otte børn og 18 børnebørn fra to forskellige ægteskaber.