Modgangen har gjort noget ved Nicolai Jørgensen

I en ung alder viste Nicolai Jørgensen sig som en af Superligaens profiler i FC København. Siden er karrieren gået lidt i stå på grund af skader i Feyenoord.

Feyenoord-angriberen Nicolai Jørgensen, som fylder 30 år den 15. januar, ses her i aktion i en Europa League-kamp mod CSKA Moskva i november. Det er i de seneste sæsoner blevet til færre kampe og mål på grund af skader og formdyk. – Foto: Pavel Golovkin/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Målene har ikke ligefrem haglet ind for Nicolai Jørgensen i de seneste sæsoner i hollandske Feyenoord.

Nicolai Jørgensen, der fylder 30 år fredag den 15. januar, blev Æresdivisionens topscorer i sin første sæson for Feyenoord og var med til at sikre holdet mesterskabet i 2017.

21 mål i 32 ligakampe blev det til for den danske angriber, der på det tidspunkt var fast mand på det danske landshold.

Siden er det gået mere stille for sig – mest af alt grundet forskellige skader.

Sæsonen efter scorede Nicolai Jørgensen ti ligamål, året efter syv og fem i sidste sæson. I denne sæson er det foreløbig blevet til to mål – senest som indskifter i søndagens 2-0-sejr ude over Sparta Rotterdam.

Mentalt stærk

Skaderne har i perioder tynget Nicolai Jørgensen, men også gjort ham mentalt stærk. Det fortalte han i sommeren 2019.

– Der er jo nogle sæsoner, som man bare må lære noget af. De skal bare ned i “kufferten”, og så må man se fremad. Heldigvis har jeg stadig mange sæsoner tilbage i min karriere.

– Det har været en lærerig periode – både i forhold til min krop og til fodbold, sagde Nicolai Jørgensen til Ritzau.

Der er sket meget

Der er sket meget for Nicolai Jørgensen, siden han for over ti år siden løb rundt på AB’s træningsbaner.

Efter at have fået næsten hele sin fodboldopdragelse i traditionsklubben i Gladsaxe gik turen for det dengang blot 19-årige stortalent videre til tysk fodbold i sommeren 2010.

Her ventede storklubben Bayer Leverkusen med en femårig kontrakt.

Men som mange andre unge spillere måtte Nicolai Jørgensen tage til takke med en tjans på bænken og enkelte indhop.

Det store gennembrud kom derfor aldrig, og efter to år og et mindre succesfuldt lejeophold i Kaiserslautern stod FC København klar i kulissen.

Købt af FCK

I juli 2012 hentede løverne den dengang 21-årige Jørgensen hjem på en etårig lejeaftale. Men der skulle blot gå tre måneder, før københavnerne udnyttede en købsoption, der var i lejekontrakten.

Det fortrød FCK ikke, da Nicolai Jørgensen endte med at blive en stjernespiller i Superligaen. I 2015 blev han kåret til årets profil i Superligaen.

Det var også i tiden hos FCK, at Nicolai Jørgensen fik sit gennembrud på landsholdet, som han fik debut for i 2011.

Efter at have udmærket sig i flere år på U21-landsholdet blev den lange offensivspiller en fast del af Morten Olsens landsholdstrup.

Det er blevet til 9 mål og 39 kampe på landsholdet – den seneste i sommeren 2019.

I Feyenoord er Jørgensen noteret for 55 mål i 136 kampe, mens det i FCK blev til 51 mål i 137 kampe.

Powered by Labrador CMS