Annonce
-Min tid er enormt dyrebar
Sarah Grünewald har været til fester som den, der bliver skildret i Søren Kragh-Jacobsens "Lille sommerfugl".
Annonce
Siddende arm i arm i færd med at synge selskabssange, det er et af de momenter, Sarah Grünewald erindrer fra den sidste gang, hun var til fest i et forsamlingshus.
Det er efterhånden 20 år siden og foregik under fejringen af en mærkedag på hendes falsterske hjemstavn, da hun var i slutningen af teenageårene.
Artiklen fortsætter unde videoen
Annonce
Dengang troede hun, at det var hendes unge alder, der gjorde hende utilpas. Men følelsen ramte hende igen, da hun for præcis et år siden var til en fiktiv fest i et forsamlingshus i rollen som servitricen Maja i Søren Kragh-Jacobsens dramakomedie, “Lille sommerfugl”.
– Jeg fik det virkelig blandet, da jeg så filmen første gang. Faktisk klaustrofobisk på nogle punkter. Det er en film, der viser danskerne, når de er allerværst – knalder udenom, er fremmedfjendske og enormt dårlige til at kommunikere, siger Sarah Grünewald.
– Det er en fest, jeg uden tvivl kender til. Jeg troede lidt dengang, at det var min alder, der gjorde, at jeg ikke var klar til at omfavne det. Men siden hen har jeg fundet ud af, at det er for ekstremt for mig.
– Jeg blev bare virkelig mindet om i den film, hvordan det meget fordanskede virkelig kan være, og det synes jeg virkelig ikke er særligt charmerende.
Guldbryllup
“Lille sommerfugl” centrerer sig om guldbrylluppet mellem den stædige svineavler Ernst og hans loyale hustru, Louise, spillet af veteranerne Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster.
Festen bliver holdt på en bund af fortielser og intriger, og som festen skrider frem, dukker problemerne frem i lys lue proportionelt med vinen i glassene til takterne af dansktop gjaldende ud over langbordene.
Servitricen Maja er en af dem, der er skyld i hårene i suppen.
– Jeg kan ikke holde ud, at man fejer noget ind under gulvtæppet, som der bliver gjort i “Lille sommerfugl”, siger Sarah Grünewald og fortsætter:
– Mit problem er, at jeg kan ikke sidde på en stol på et gulvtæppe, der buldrer af problemer indenunder, der ikke bliver talt om. Man kan mærke, at lige om lidt vælter hele baduljen. Og det gør den, når vi ikke kan finde ud af noget så simpelt som at tale om tingene.
En modreaktion
Ifølge Sarah Grünewald kolliderer meget i en generationskløft.
Hun tror selv på, at kortene skal på bordet.
Det kommer som lidt af en modreaktion på, hvordan hun har set ting blive viftet væk.
– Der har været en ældre generation, som har haft svært ved at tale om tingene, og det gør, at vi i vores generation er blevet sindssygt gode til at tale om tingene – nogle gange også for meget, og så kommer vi hen i en anden ekstrem, siger Sarah Grünewald og uddyber:
– Vi går til psykolog og terapi som aldrig før og arbejder konstant med os selv. Vi skal lære at trække vejret, og vi skal lære at mærke efter, og det er også dejligt og sundt, men det har også givet noget splid for mit vedkommende. Jeg kan nogle gange mærke, at jeg kræver, at vi sætter os ned og taler om tingene.
Ikke dømme andre
Sarah Grünewald er bevidst om, at man skal passe på med at moralisere og dømme andre, understreger hun samtidig.
– Jeg skal jo selv passe på med at dømme andre for, hvordan kærlighed kommer til udtryk. Der er jo ikke noget forkert i andres måde at passe på hinanden på og håndtere tingene på. Jeg kan bare ikke sætte mig ind i ikke at være åben og ærlig, siger hun og tilføjer:
– Jeg synes, at sammenholdet er enormt beundringsværdigt ude i de små lokalsamfund. Det kan jeg også huske, fra jeg selv voksede op. Man tramper rundt på hinanden, men alligevel bliver man ved med at være venner, for der er ikke så mange andre at snakke med.
Gjorde ondt
Nogle af scenerne i filmen fik det alligevel til at gøre ondt i Sarah Grünewald.
Gennem “Lille sommerfugl” underholder det fiktive band Theis Tequila med skræddersyede sange, som udstiller filmens paradoks.
Guldbrudeparrets søn, som også spiller i bandet, vil overraske sine forældre med et musikalsk indslag, en afrikansk kvartet.
De når knap nok gennem første strofe, inden en del af gæsterne får den brune sovs galt i halsen og buher dem ud.
– Jeg har rejst meget rundt med min mor, som var stewardesse, og har selv boet i udlandet som model, og jeg har altid følt mig meget velkommen i andre lande. Så bliver jeg meget ked af det, når jeg oplever, at mit eget land ikke omfavner andre kulturer, siger Sarah Grünewald og fortsætter:
– For noget tid siden havde jeg min nye kæreste (musikproduceren Benjamin Kaniewski, red.) nede for at besøge min familie. Min far, som kommer fra Tyskland og ikke selv taler super godt dansk, fik forklaret min kæreste, at han altså skulle lære at tale dansk.
– Jeg bliver enormt provokeret, for hvem fanden er det, der skal lære at tale dansk. Min far kunne også have lært at tale engelsk eller have sagt: “Jeg er ked af, at jeg ikke forstår, hvad du siger” i stedet for at sige: “Jeg bliver sur på dig, fordi du ikke kan mit sprog”.
Farer ikke op
Sarah Grünewald har med tiden lært at falde ned i stedet for at fare op.
Man kan ikke lave andre om, men man kan ændre sin egen adfærd, så man kan være i rum sammen.
Som til familiefesten i forsamlingshuset må man enten møde op og undgå visse sprængfarlige emner som økonomi, flygtninge og udlændingepolitik eller helt blive hjemme eller slet og ret møde op, men tage tidligt hjem, hvis det bliver for meget.
Sidstnævnte har Sarah Grünewald selv gjort.
– Jeg er ret kræsen, når det kommer til middagsselskaber, fester og alt sådan noget. Jeg er livsnyder, så jeg har med alderen fået enormt svært ved at være i selskaber, hvor jeg ikke føler mig tilpas, eller hvor der mangler forståelse og empati.
– Efter at jeg blev alenemor, har jeg indset, at min tid er enormt dyrebar, og at vi kun er på lånt tid. Jeg elsker at have det godt, så det bestræber jeg mig virkelig på at have.
“Lille sommerfugl” kan ses i biografer landet over.
