Mikkel Kessler må en tur i retten

Den tidligere, danske verdensmester i boksning har tilsyneladende undladt at betale en fartbøde, han fik tilbage i marts.

40-årige Mikkel Kessler blev i marts måned idømt en fartbøde på 3.000 kroner. De er tilsyneladende endnu ikke blevet betalt og derfor må den tidligere boksestjerne nu angiveligt en tur i byretten. Foto: Nils Meilvang/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Mikkel Kessler skal i næste uge angiveligt en tur forbi byretten i Roskilde. Den danske bokselegende blev tilbage i marts måned i år taget for at træde lidt for tungt på gaspedalen under en køretur på Køge Bugt Motorvejen.

Politiet målte ham til at køre 144 kilometer i timen på en strækning, hvor fartgrænsen er 110. Det udløste en bøde på 3.000 kroner, som han af uvisse årsager endnu ikke har betalt.

Det skriver Se og Hør, der har fået aktindsigt i bødeforlægget.

Mediet har været i kontakt med Mikkel Kesslers manager, Allan Back, der har forklaret, at den forhenværende bokse-champion af principielle årsager ikke vil udtale sig til Se og Hør. Heller ikke Ekstrabladet har haft held med at få en kommentar.

Powered by Labrador CMS