Gidsler i Nordkorea: Nu er de hjemme igen

Newspaq
Udgivet Opdateret

Matthew Miller og Kenneth Bae blev lørdag løsladt fra fængslet i Nordkorea og er nu landet i USA.

To amerikanske statsborgere, der lørdag blev løsladt fra fangenskab i Nordkorea, er tidligt søndag morgen dansk tid ankommet til USA, viser direkte tv-billeder fra CNN.

Løsladelsen af Kenneth Bae og Matthew Miller sker kun to uger efter, at den nordkoreanske regering løslod en tredje amerikaner.

Den 42-årige Kenneth Bae, der er af koreansk herkomst, blev anholdt i 2012 og dømt til 15 års hårdt arbejde for forbrydelser mod staten.

Da han steg ud af flyet på en militærbase i den amerikanske delstat Washington søndag, krammede han familie og venner, der var til stede.

Det samme gjaldt 24-årige Matthew Miller, der i Nordkorea var anklaget for spionage og havde fået en straf på seks års hårdt arbejde.

USA’s regering sendte lørdag en særlig tak til den svenske regering “for dens utrættelige anstrengelser for at kunne sikre Baes og Millers frihed”.

USA har ikke selv en ambassade i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, fordi de to lande ikke har diplomatiske forbindelser. Det er derfor den svenske ambassade, der har varetaget USA’s interesser.

Frigivelserne af amerikanerne kan være et signal fra Nordkorea om, at landet er villigt til at forhandle med USA og stormagterne om det nordkoreanske atomvåbenprogram og om en generel nedtrapning af spændingerne på den koreanske halvø.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS