Michelle Obama: Meghan er en stor inspiration
USA's tidligere førstedame hylder hertuginde Meghan for at bryde med normerne og indsatsen under Afrika-besøg.
Michelle Obama har 33 millioner følgere på Instagram og de kan næppe være i tvivl om, at hun er kæmpe fan af Meghan Markle. Hun har nemlig netop postet en hyldest til hertuginden på sin konto. Både for indsatsen på hendes og Harrys officielle rejse til Sydafrika og for at bryde med normerne undervejs. Det skriver Express.
”Tak til min ven, hendes kongelige højhed hertuginden af Sussex, en betænksom leder, der bryder formen og gør vores verden til et bedre sted”, står der blandt andet i opslaget. Michelle Obama skriver desuden, at hun vil betegne Meghan som en kæmpe inspiration.
“Hvad enten det handler om at møde vores ledere eller hjælpe piger rundt om i verden med at få den uddannelse, de fortjener, er hun en inspiration for så mange”, fremgår det endvidere.
Artiklen fortsætter under videoen
I opslaget er der vedhæftet et foto af Meghan, hvor hun står sammen med ledere af Obama-stiftelsen. En velgørenhedsorganisation, der blev lanceret af den tidligere præsident Barack Obama for at imødegå de udfordringer, farvede mennesker står over for.
På rejsen har Meghan blandt andet deltaget ved en reception for unge i den britiske højkommisærs bolig i Cape Town, hvor hun fik masser af ros for at holde en stærk tale.
”Jeg er her med min mand som et medlem af den kongelige familie. Men I skal vide, at jeg også er her som mor, som hustru, som en farvet kvinde og som jeres søster”, sagde hun henvendt til en gruppe teenage-piger.
Hun overraskede også ved at have sin søn, Archie, på armen, da hun og prins Harry mødtes med ærkebiskop Desmund Tuto. Ydermere fandt hun plads til at besøge et posthus for at ære en ung kvinde der var blev seksuelt misbrugt og myrdet på stedet godt en uge forinden.
I det hele taget har Meghan, helt som annonceret på forhånd, på rejsen i høj grad beskæftiget sig med kvinder og de enorme udfordringer, de har i et land som Sydafrika.