Michelin-stjerne fylder rundt

Restauranttør og sommelier Christian Aarø kan torsdag fejre sin 50-års fødselsdag

Christian Aarø ejer og driver den tostjernede Michelin-restaurant AOC og søsterrestauranterne No. 2 og Trio. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret
Christian Aarø ejer og driver flere restauranter, hvoraf en er honoreret med to Michelin-stjerner.
Torsdag fylder den anerkendte restauratør og sommelier 50 år og kan altså fejre rund fødselsdag.

Hvis man kigger i Michelin-guiden, kan man se, at Christian Aarøs restaurant AOC i København har haft to stjerner siden 2015.

Og den præstation – at få to Michelin-stjerner – er da også karrierens hidtil største højdepunkt, fortæller sommelier og restauratør Christian Aarø.

Han fortsætter:

– Det var fantastisk at få de to stjerner med AOC og min kompagnon Søren Selin i 2015. Vi var ellevilde for at være helt ærlige. Den havde vi ikke set komme. Så det er klart tophøjdepunktet, siger han.

Den første stjerne kom allerede i hus tilbage i 2010.

Klog på vin

Arbejdslivet for Christian Aarø begyndte i slutningen af 80’erne som kokkeelev, hvor han hurtigt fik et godt øje til vin efter at være blevet introduceret for det af en bekendt.

Efterfølgende tog han en tjenereksamen og brugte nogle år i Frankrig på at arbejde og blive klogere på vin, før han drog hjem til Danmark.

Her gik han målrettet efter at blive optaget i Dansk Sommelier Forening, som han i dag er præsident for.

Det tog ham tre forsøg at komme igennem optagelsesprøven, men som han siger:

– Det kan godt betale sig at være vedholdende nogle gange.

Og hans viden og vedholdenhed er blevet anerkendt flere gange. Han har blandt andet vundet flere mesterskaber som sommelier – og i 2002 det første danmarksmesterskab.

Ud over den restaurant driver Christian Aarø også restauranterne No. 2 og Trio i København.

Fødselsdagsfest udskudt

Og netop på en af den 50-årige fødselars egne restauranter var der oprindelig planlagt en stor, rund fødselsdagsfest. Men på grund af corona er den udskudt.

– Jeg havde håbet, jeg skulle holde en fest. Jeg havde booket No. 2 ude på Christianshavn med dj og det hele. Det er stadig planlagt, men udskudt til september, fortæller Christian Aarø.

– Det er ikke så tit, jeg holder fest. Det er ti år siden sidst, så det er på tide, at der kommer en fest, så den vil jeg ikke misse, fortsætter han.

På fødselsdagen har  i stedet inviteret sine forældre på middag. Og her skal der selvfølgelig også drikkes vin til. Og de er langt fra tilfældigt udvalgt.

– Jeg skal drikke et rigtig godt glas tysk Riesling, der er en af mine yndlingsproducenter: Weingut Keller i Rheinhessen i Tyskland. Og så skal jeg have en fantastisk Cambolle-Musigny, som jeg har gemt i nogle år, lyder det fra sommelieren.

Powered by Labrador CMS