Mette fik en stor gave af dronningen – på dronningens fødselsdag
Det var den omvendte verden, da majestæten på sin egen fødselsdag gav Mette Palsteen en gave.
Hos tapetserer Mette Palsteen på Østerbro i København er champagnepropperne poppet, og arbejdet med at få designet nye skilte og visitkort er sat i fuld sving. For selv om det er mere end 25 år siden, Palsteen udførte sin første opgave for Kongehuset, så er det først nu, firmaet har fået lov at kalde sig “Kongelig hofleverandør”.
Det er nok næppe årsagen, at Hendes Majestæt har været decideret utilfreds med det arbejde, Palsteen og hendes kolleger har udført, der har forhalet udnævnelsen. For gennem tiden er det mangt en opgave, der er blevet løst på værkstedet, der i dag har hjemme i Willemoesgade i København.
– I forbindelse med udnævnelsen gik vi listen af royalt arbejde i gennem, og den var faktisk lang. Jeg tror, vi har udført arbejde til de fleste slotte. En af de første opgaver, jeg kan huske, var, da vi stod bag knæfaldet til Frederiksborg Slotskirke i Hillerød, da Prins Joachim blev gift med Alexandra, siger indehaver Mette Palsteen til Kendte.dk.
En anden opgave, der har gjort indtryk, er at have været en afgørende del af restaureringen af Christiansborg Slotskirke, der brændte i 1992 efter at være ramt af en affyret nødraket.
Det at være kongelig hofleverandør betyder i bund og grund, at der er tale om en virksomhed med handelsmæssige relationer med Hoffet. Tildelingen af prædikatet “kongelig hofleverandør” bliver fornyet hver femte år.
De nye skilte
Som traditionen foreskriver, så er det på sin egen fødselsdag, at majestæten tildeler retten til at benævne sig “Kongelig hofleverandør”, og i år var det så en ære, der tilfaldt INCO CC København A/S og Tapetserer Mette Palsteen, Svend Petersens eftf.
Der er 100 danske og fem udenlandske af disse, og det er en bred vifte af alverdens tjenester, produkter og håndværk, der sælges. For eksempel fiskekonserves, briller, flag, boligudstyr og altså tapetsering – i den omfattende udgave.
– Vi blev opfordret til at ansøge om at få stemplet, men jeg anede faktisk intet om, hvordan det foregik. Vi har skrevet en ansøgning, der så sidenhen at blevet godkendt. Det har aldrig været oppe at vende før, for vi har jo altid bare udført meget arbejde for de kongelige selv og for Slots- og Kulturstyrelsen, der driver slottene, siger Palsteen.
Netop af den grund undrede de fleste faste kunder og dele af omgangskredsen sig også, da nyheden om ansøgningen slap ud, for den gængse holdning lød “det troede vi da, I allerede var??” Det er Mette Palsteen så nu.
– Det kræver jo nye skilte, så dem er vi ved at få lavet. Sammen med visitkort og bilreklamer, siger Palsteen med et grin til Kendte.dk. Det kan have lidt lange udsigter, for den slags skal godkendes ved hofmarskallatet.
Anerkendelse af håndværk
Mette Palsteen er en af de få tapetserer, der findes, og det er i ordets fulde forstand. Det er faktisk en af årsagerne til, at det er vigtigt for hende at blive omtalt som tapetserer og ikke møbelpolstrer. Det gode håndværk er i fokus, og det er også derfor en ekstra stor ære at få tildelt det kongelige prædikat, fortæller hun, der med ansatte fejrede udnævnelsen med champagne.
– Hos os arbejder vi med en idé om at fastholde og udføre det gode håndværk, og der er derfor, jeg er helt enormt glad for det her. Det er majestætens anerkendelse af godt håndværk. Her er tale om et lille “familiefirma”, og det er et ordentligt skulderklap, siger hun.
Skulderklappet er dog – for Palsteen – ikke mere end netop det. Et skulderklap. Det betyder meget, men det får ikke den store betydning, forklarer hun.
– I denne branche er det ofte meget unikke kunder, vi har, og de kender os godt i forvejen, og vi udfører allerede arbejde for Kongehuset, så på den led får vi ikke noget ud af det, og vi kommer ikke til at ændre virksomheden overhovedet på grund af et stempel, men det betyder meget for mig, at vores arbejde bliver anerkendt, siger den kongelige hofleverandør.