Metalband flygter fra 15 års fængselsstraf

Deres opholdssted er nu ukendt.

Arsames har været aktive siden 2002. Nu har de været nødt til at forlade Iran. Foto: Mfaiiazi/Wikimedia Commons.
Offentliggjort Sidst opdateret

I Iran skal man passe på med, hvad man spiller af musik. Det har blandt andet dødsmetalbandet Arsames indset, efter at de i sommeren 2020 blev først arresteret og sidenhen idømt 15 års fængsel for at spille deres musik.

Musikmediet Metal Injection skriver, at alle bandmedlemmer blev anholdt og præsenteret for sigtelsen, og ifølge Metalinjection fremgår det af officielle retsdokumenter fra sagen, at anklagen gik på, at Arsames var et satanisk metalband der var imod den siddende, islamisk troende, regering.

Artiklen fortsætter under videoen. 

 

Det er ulovligt at spille dødsmetal i Iran, og før Arsames har andre metalbands mødt regeringens vrede over deres musikalske interesser. Kerrang har tidligere fortalt historien om Confess, hvis medlemmer blev anklaget for blasfemi, og som blev truet med dødsstraf.

Metalinjection skriver, at Arsames har spillet deres musik siden 2002, og at al metalmusik i Iran er at regne for værende satanisk. Alligevel har Arsames spillet videre, blandt andet i Tyrkiet, Armenien og Dubai, med base i hjemlandet.

Ville ikke stoppe

Arsames blev efter anholdelsen løsladt mod kaution, og ifølge mediet Loudwire formåede medlemmerne efterfølgende at forlade Iran.

Bandet har siden udgivet et statement, der blandt andet er kommet Loudwire i hænde, hvor man kan læse Arsames egen version af, hvad deres musik er.

Her kan man læse, at bandets musik handler om kultur og om historie. Bandet skriver, at dødningehovederne på deres t-shirts bliver regnet for at være satanisme af regeringen, men at det intet har på sig. Arsames afslører også, at de blev arresteret tilbage i 2017 og først løsladt en måned senere. Dengang fik de at vide, at de ikke måtte leve af deres musik. Det ønskede Arsames ikke at efterleve, hvorefter de blev anholdt igen og idømt 15 års fængsel. Herefter forlod de Iran.

Bandet spørger selv, i en videoudtalelse, Loudwire refererer til, om det er en forbrydelse at spille metalmusik og formidle den persiske historie.

“Er det en forbrydelse, at vi elsker musik og vores land?” spørger bandet i videoen.

Det er uvist, hvor Arsames opholder sig nu, de har forladt Iran. De er slet og ret gået under jorden.

Powered by Labrador CMS